x
Don McLean: Musikhus Aarhus, Rytmisk Sal, Aarhus

Don McLean, Musikhus Aarhus, Rytmisk Sal, Aarhus

Don McLean: Musikhus Aarhus, Rytmisk Sal, Aarhus

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Det må være svært at bygge en 45 år lang karriere som singer/songwriter på blot en lille håndfuld hits - for 70-årige Don McLeans vedkommende navnlig stjernestunderne "Vincent" og "American Pie" (begge fra albummet "American Pie" fra '71, red.).

Men også andre sange fra solistens lange karriere - "Castles in the Air," "Homeless Brother," "Bronco Billy's Lament" og "And I Love You So" står stadig stærkt, også i aften i Aarhus.

Og så har McLean - som besøgte Horsens i 2010 og Randers to år efter - i sin karrieres efterår slået sig op som american troubadour i ordets bedste forstand, idet han blander eget folk-orienterede bagkatalog med håndplukkede covernumre vekslende mellem country, rock'n'roll og blues  - fra Josh White over Johnny Cash til en saftig "Backwater Blues" - skrevet af "Bessie Smiths piano player," som McLean fortæller. 
 
Solid opvarmning
 
Salen tager høfligt imod fem minutter i ni, efter den fine, unge Texas-sangskriver Jarrod Dickenson har varmet salen op med en håndfuld country/folk-sange af klassisk snit.
 
Og så kommer han ind, i jeans og skjorte og omgivet af et hold solide sidemen, der - ligesom hovedpersonen selv - først synes at tø op og udvise noget, der ligner spilleglæde, i koncertens sidste del. Det er en dag på kontoret med en klassisk amerikansk sangskriver.
 
"Kind of mindless fun....," siger han og fører an i gode gamle "Tulsa Time;" vi har også fået Buddy Hollys "Everyday" tidligt i sættet - hvilket giver mening og på sin vis peger frem mod den store finale med "American Pie:"
 
McLeans mesterlige, komplekse hovedværk på 8 minutter og 33 sekunder, hvor der som bekendt (og blandt meget andet) refereres til "den dag, musikken døde" - nemlig den dag, Buddy Holly og flere med ham styrtede i døden i 1959. 
 
Mindernes tegn
 
Jo, det er en aften i mindernes tegn, idet McLean binder det hele sammen med anekdoter og bemærkninger. Fra dengang, de gamle - men stadig aktive - bluessangere fra syden blev hentet til Greenwich Village for at spille for en ny generation i tresserne.
 
Før der var kameraer til at overvåge, om man overskred hastighedsgrænserne; før vi bevægede os fra The Cowboy Age til The Astronaut Age, som McLean reflekterer.
 
Og minderne bliver tilsyneladende også i den grad kaldt frem hos det gråsprængte publikum i Rytmisk Sal i aften; salen holder vejret, mens en fokuseret McLean lægger "Vincent" ned, og en stund synes hovedpersonen faktisk at mene det, da han for fjerde gang siger, hvilket godt publikum vi er.
 
I koncertens afsluttende blues-sektion swinger det for alvor for bandet. Og da "American Pie" endelig får lov at afsluttet hovedsættet er hele den lille sal på benene: De klapper og danser.
 
De fik, hvad de kom efter - og oven i købet en kompetent leveret, musikalsk historielektion oven i. Fra en legendarisk singer/songwriter, som endda lignede en, der havde en god aften på kontoret i Aarhus denne lørdag. Så kan man ret beset ikke tillade sig at klage.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA