x
Matthew E. White: VoxHall, Aarhus

Matthew E. White, VoxHall, Aarhus

Matthew E. White: VoxHall, Aarhus

Anmeldt af Niki Treumer Mogensen | GAFFA

For et par år siden sad jeg på en festival og forbandede mig selv over, at jeg ikke havde fået slæbt mig op til en af scenerne, hvor en lille solstråle-historie var ved at gå på i netop det øjeblik. Året forinden havde Alabama Shakes braget ind på selvsamme festival med en lækker, frisk og umisgenkendelig amerikansk lyd, en soulet sydstatsherlighed af en debutplade, og jeg var overbevidst om, at det nye stjerneskud ville gøre det efter og vælte publikum omkuld. 

Men jeg kom ikke af sted, anmeldelserne var efterfølgende lunke, og ej heller Matthew E. Whites, for det er naturligvis ham, jeg taler om, optræden på NorthSide Festival denne sommer overbevidste mig.

Tirsdag aften tog Virginia-fødte White imidlertid revanche, da han på ny gæstede Aarhus og på 90 minutter – mere end det dobbelte af Northside-sættet - viste lige præcis hvor godt, han faktisk kan skære en optræden.

Spilleglæden strålede fra scenen

Fra begyndelsen af koncerten synger lang-skæggede White os nærmest i søvn med den helt rolige "Tranquility", der dog mod slutningen bliver suppleret med såvel trommer og en dejlig groovy bas, der lover godt for resten af koncerten.

"Jeg vil ligge ved siden af dig, og jeg vil aldrig vende mig væk," synger han flot i efterfølgende "One of These Days" og det toppes med vokalharmonier med guitarist Alan Parker og bassist Cameron Ralston.

Sidstnævnte var med i processen omkring Whites første album, "Big Inner", der egentlig blot var ment som en slags opfordring og inspiration til andre musikere i det af White nystartede Spacebomb Records, et pladeselskab og studie. Stedet skulle med blæsere, strygere og et kor hjælpe musikere til få det bedst mulige ud af deres sange, men pludselig stod White selv med et album, der af flere kritikere blev kåret som en af årets debuter.

Denne tirsdag er albummet også repræsenteret, men især efterfølgeren, "Fresh Blood" fra begyndelsen af 2015, er selvsagt i højsædet. Kun én sang fra albummet, "Golden Robes", spilles ikke, mens publikum i stedet kan glæde sig over sange som "Vision", der leveres med en vidunderlig selvtillid. Musikerne er afslappede og fortæller mellem numrene lidt om den igangværende lange turné, der måske tærer lidt på dem, men ikke går ud over spilleglæden.

"Jeg elsker at spille med de her fyre", udbryder Matthew E. White undervejs, og sammen giver de den gas under versioner af sangene, der gerne får ekstra lange instrumentale stykker. Mens bandets afslappethed i begyndelsen bød på en let slingren i valsen i timing, der imidlertid mest var charmerende og bliver afværget af dem selv med et smil, bliver de hurtigt mere og mere velspillende. De giver plads til hinanden og brillerer på skift, ikke mindst trommeslager Pinson Chanselle, der i baggrunden – og som de andre ulasteligt klædt i jakkesæt – smukt skifter mellem den stille puls ("Big Love") og den mere insisterende fandenivoldskhed ("Steady Pace").

Fællessang fremtvinger smil

Efter "Fruit Trees", hvor Alan Parker på guitaren til tider slapper strengene, er det tid til et par solo-numre fra aftenens hovedperson. White indleder med "Hot Toddies", som han bortset fra en koncert dagen før ikke har spillet i to år – det slipper han nu godt fra – inden han giver en flot version af Lee Hazlewoods "Wait and See", hvor lyden for alvor begynder at virke fyldig og lækker, som om den kom lige fra studiet hjemme i Richmond.

Efterfølgende kommer bandet tilbage, og vi får reminiscenser af 70'erne, da "Circle 'Round the Sun" giver os country-feel, inden en ændring i sætlisten skaber start-vanskeligheder på "Take Care" – "Det er livemusik, det her", som White også smilende undskylder – der dog snart leveres fejlfrit.

Det samme gør "Feeling Good Is Good Enough", hvor bandet tilskynder publikum til at synge med til sidst, hvilket mange er med på, og det er fandens svært at lade være med smile, mens bandet bare boogier løs, og ren glæde, ja, lad os kalde det kærlighed, breder sig i lokalet. "Hold nu op, det føles godt, det her!" istemmer White oven på den vellykkede fællessang, inden bandet endnu engang slipper hæmningerne med "Rock & Roll Is Cold", der markerer afslutningen på hovedsættet.

Bandet når dog knapt at forlade scenen, før de er tilbage igen. Efter en kort hyldest til Danmark, hvor "Big Inner" åbenbart har solgt flest kopier per indbygger, og en åben invitation til publikum til at blive hængende og få en snak efter koncerten, sætter White i gang med "Holy Moly". Først alene, så småt flankeret af Parkers slide-lydende guitar, og efterhånden opnår de, med hjælp fra også Ralston og Chanselle, et klimaks af et lydinferno, der på ny viser, hvor godt bandet behersker deres instrumenter og sammenspillet. 

Til sidst bliver det også til et Velvet Underground-cover, som bandet ynder at medtage i deres sæt, hvor de optrædende i momenter nærmer en punket lyd midt i deres afsluttende energiudladning. Det slutter i febrilsk guitar-afstraffelse fra Matthew E. White, der viser, at fulde sæt-længder, hvilket de færreste festivaler desværre tillader, oftest er at foretrække. Et lille aber dabei kunne være, at blæsere med mere, der giver albummene fylde og ekstra lag, desværre ikke er med hverken live eller i lydbilledet til koncerten, men det kan måske ændres ved et gensyn. Og lad det da bare blive snart, siger jeg bare.

Opvarmning: Kristian Harting ****

Inden hovednavnet gik på, fik publikum fornøjelsen af en halv times tid med solisten Kristian Harting. Musikeren, der har spillet i en lange række konstellationer, udkommer fredag med sit andet soloalbum, "Summer of Crush", hvor flere af aftenens sange er at finde på. Kun medbringende en guitar og lidt effektpedaler lavede Harting, som også kunstnere som Alex Vargas gør sig meget i, en række samples i løbet af sine sange, så han undervejs gik fra blot guitar til at give udtryk af et helt band. Stille dele blev afløst af mere støjende sektioner, hvilket især fungerede godt under den nye "White Spirits" samt den ældre "Kamikaze". Alt i alt en flot opvarmning fra Harting, hvis nye album skal blive spændene at give et lyt.

Matthew E. White og Kristian Harting spiller 28. oktober i Store Vega. Find billetter via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA