x
Copenhagen Phil & 60 minutes of Broken Twin: Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums Koncertsal, Freder

Copenhagen Phil & 60 minutes of Broken Twin, Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums Koncertsal, Frederiksberg

Copenhagen Phil & 60 minutes of Broken Twin: Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums Koncertsal, Freder

Anmeldt af Ivan Rod | GAFFA

Arkivfoto

Som musikchef Uffe Savery sagde i sin introducerende velkomst: Konceptet – mødet mellem den klassiske musik (ved Copenhagen Phil) og den rytmiske (på aftenen ved Majke Voss Romme aka Broken Twin) – er et med mange strenge, konkret og kulturelt. Det er et møde, der kan forbinde – på tværs af alt. For det første. For det andet: Det er et set-up, der kan forstærke de følelser, som det universelle sprog, musikken, udløser.

Alt det kunne man få minutter inde i aftenens koncert – og hele vejen igennem de annoncerede 60 minutter – give ham ret i. Aftenens konkrete set-up, koncert nummer to ud af fire i den lille 60-minutes-festival i koncertsalen i det gamle Radiohus på Rosenørns Allé, forstærkede den melankoli, som ligger indlejret i Broken Twins musik. Takket være nogle arrangementer af absolut høj kvalitet (skrevet af Aya Yoshida, Esben Nordberg Møller og Nick Martin), blev den helt enkle, rytmiske, melankolske musik forstærket og næsten formfuldendt symfonisk vemodig.

Koncertens numre, der alle var fra Broken Twins debutalbum fra 2014, May, blev opført i nøjagtigt samme rækkefølge som på albummet. Og alt blev afsluttet med et ekstranummer af japanske Ryuichi Sakamoto, Forbidden Colours, som i 1980'erne blev berømmet af britiske David Sylvian. Egentlig var det meget oplagt, at koncerten endte netop dér, for faktisk er der en næsten sakral, messende ensformighed i Broken Twins udtryk, som er i samklang med Sakamotos kompositioner og Sylvians sang, og som kun forstærkes, når der kommer strygere til.

Broken Twin, de 25 musikere, dirigenten og det meget aktivt lyttende publikum formåede i koncertsalen sammen at skabe fundamentet for en storslået oplevelse med højdepunkter i numre som Glimpse of a Time, Sun Has Gone og No Darkness. Naturligt nok var unge Majke Voss Romme nervøs, hendes vokal fremstod skrøbelig (især i de første 5-10 minutter), men samtidig fremstod den myndig, markant og mærket af et eller andet, (måske) en erfaret sorg eller smerte, som gav kant. Hun er, sin unge alder taget i betragtning, både en usædvanligt dygtig sangskriver og ditto sanger. En kunstner med noget på hjerte. Og det, hun torsdag aften havde på hjerte, blev altså virkelig godt forløst i mødet med velspillende Copenhagen Phil og dirigenten, Hans Ek.

Thumbs Up!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA