Uddannelsesguiden

Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig – spørg, hvad du kan gøre for dit land”. Det berømte citat fra præsident John F. Kennedys tiltrædelsestale i 1961 har måske en særlig klang i disse år, hvor der atter er krig i Europa, og det bliver også afspejlet i denne udgave af vores halvårlige uddannelsestillæg. Her sætter vi nemlig fokus på Forsvaret, som sidste år fik tildelt 143 milliarder kroner over de næste ti år af et bredt politisk flertal.

Der er masser af muligheder for at uddanne sig inden for Forsvaret, og dem kigger vi nærmere på over de følgende sider, hvor vi har mødt tre unge, der er i gang med at uddanne sig inden for et af de tre værn: Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet.

Et lidt mindre politisk flertal har desuden indført kvindelig værnepligt. Vi har talt med en række politikere og andre debattører om, hvorfor de synes, det er en god idé eller det modsatte.

For at der ikke skal gå totalt krudt og kugler i uddannelsestillægget, har vi også kigget på en anden uddannelse, hvor man virkelig kan gøre en forskel for sit land ved at tage den, nemlig læreruddannelsen. Vi har talt med Aage Stokholm, der på kreativ vis bruger sin uddannelse i sit arbejde med festivalen GrimFest. Og da vi jo er et musikmagasin, ser vi også nærmere på en musikrelateret uddannelse, nemlig musicaluddannelsen på Den Danske Scenekunstskole i Fredericia.

Har jeg så selv tjent mit land iført camouflagefarvet uniform og lært at betjene et skydevåben? Desværre ikke, da jeg blev kasseret grundet en tilsyneladende skæv ryg, som jeg – bank under bordet – ellers aldrig har haft problemer med, hverken før eller siden. Men det er en helt anden historie.

Ole Rosenstand Svidt, chefredaktør

ANNONCE