Hyldest til en dansk hyldestkoncert for Bowie

Diverse kunstnere, Bowie – En hyldestkoncert, Amager Bio

Hyldest til en dansk hyldestkoncert for Bowie

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Ord om forhistorien er nok overflødige, så sporten kort:

Scene 1: 10. januar døde David Bowie som en af de største rockstjerner gennem fem årtier. Det var to dage efter udgivelsen af hans 29. studiealbum, ”Blackstar”, og med en timing som var et kunstværk i sig selv med masser af referencer til hans egen dødelighed som stjerne og evigt nyskabende, kulturel kamæleon med skarp sans for detalje, kvalitet og timing.

Scene 2: Amager Bio i aftes (og igen i aften): Bowie – En Hyldestkoncert med deltagelse af et modigt hold på scenen, som plejer omgang med musikhistoriens arvesølv. Den slags har en indbygget risiko for at være dømt ude.

”Ja, ja. Det var ikke lige så godt som… osv.”

Et andet og mere positivt udgangspunkt er at tage musikken et skridt videre, give det en personlig vinkel. Eller bare spille den fantastiske musik, så i det mindste den får lov at leve videre. Jeg holdt mig til det åbne sind – og blev så rigeligt belønnet.

Først og fremmest gik det inkarnerede coverband ”Best of Bowie” på scenen som support til aftenens egentlige event: En stribe af Danmarks fremmeste sangere med backing af Baal. Det gjaldt Steen Jørgensen, Kira Skov, Allan Vegenfeldt, Claus Hempler, Bjørn Fjæstad, Dicte, Frederik Vedersøe (Eclectic Moniker) og Steffen Westmark (The Blue Van).

Først et par ord om ”Best of Bowie,” som fik blot knap en halv time på scenen. I det band handler det om at ligge så tæt på originalen som muligt – og jo, her har vi et blændende coverband. Forsanger Michael Saxe Bjørn får et naturligt fokus, for her er det HAM ”som er” Bowie – eller noget, der ligner. Alene tanken kunne indbyde til tomatregn, men næ, næ: Det bliver gjort så fint, nogen gange ligefrem underspillet, og med dyb respekt for det foreliggende materiale. Ind i mellem kunne et par lukkede øjne godt snyde for ”er det ikke…?”

Det må have krævet timer alene på badeværelset for at få stemmen så tæt op ad Bowies unikke vokal. Og det er lykkedes langt hen ad vejen. Vi ved godt, at kun én kunne være Bowie, og Michael Saxe Bjørn har klogeligt holdt sig fra farvede lyn i hovedet og andre Bowie-signaturer. Musikken står fint i sig selv.

Bandet bag er en upåklagelig maskine pisket godt ind af Lars Bertelsen på trommer og kor og leadvokalist Christina Kürstein Lecocq, som er en vigtig support for at få det hele til at swinge, så hendes elever på Compleete Vocal Institute næppe kan få bedre forbillede.

Men vi skulle videre med soundtracket til en masse menneskers ungdom og liv med aftenens hovednavn Baal & Co. Frederik Vedersøe åbnede med ”Lazarus”, der handler så meget om død og Bowies sidste eftertanker, at nogen festballade var det ikke.

”Således oplivet,” konstaterede Frederik Vedersøe også selv efter den dystre intro, men den virkede, satte en stemning – og åbnede himmelrummet for publikums indblik i kunstneren Bowie med de mange facetter. Og allerede fra start med den personlige twist, som kom til at præge aftenen. Der var respekt for forlægget, men også plads til at lege – ind i mellem ganske meget.

I denne anmeldelse når vi ikke at yde alle sangere retfærdighed, for de gjorde alle sammen en fremragende indsats. Men jeg tillader mig et par nedslag.

Dicte var fanget af den gode stemning sangerne i mellem og fortalte, at de alle havde nydt det bagved, ”for det er er nogle af verdens bedste sange,” sagde hun, inden hun gav en af dem. En meget rocket version af ”Jean Genie”. Det klædte både sangen og Dicte, at tempo og beat var pumpet op med solid guitar. Dicte spillede endda selv en af dem, så der var tre guitarer i gang.

Steffen Westmark gav Space Oddity al den indføling, som nummeret kan bære, og denne Blue Van-sanger kan vi efter min mening godt tåle at høre endnu mere til.

Steen Jørgensen gjorde det igen på ”Cracked Actor” og ”Suffragette City”: Hver gang den mand åbner munden og synger, så er det kropumuligt IKKE at høre efter, fordi stemningen bliver så fortættet omkring den stemme. Han havde valgt et par relativt komplicerede numre, men som Bowies univers spænder vidt så gør Steen Jørgensens det også. Flot, flot!

Også plads til side 2 

I sæt 2 var Claus Hempler gået på opdagelse i klassikeren ”Hunky Dory” – men på side 2, som for ham er lakmusprøven på, om en stjernestatus holder: Kan den være lige så god som side 1 på de gamle vinyler, så går det nok! De færreste ikke-fans kender nok numrene ”Andy Warhol” og ”Bewlay Brothers”, men spændende numre netop fra side 2 og eksempler på, hvorfor denne aften blev så speciel: Der blev ikke kun spillet de sikre kort. Vi var også ude i periferien af Bowies produktion. Til gengæld virkede ”China Girl” en smule fortærsket og uinspireret. Vi kan også komme i hu, at mesteren senere selv kaldte numrene på ”Let’s Dance” for et kunstnerisk lavpunkt – om end kommercielt et absolut højdepunkt.

Allan Vegenfeldt havde alle rockattituderne med i ”Hallo Spaceboy” og det var en genial tanke at have ham med i dette glimrende set up. Allan Vegenfeldt har som bekendt i mange år haft sin egen niche ikke mindst med Sandmen, og han kan det, som med et forslidt begreb handler om at sparke en sang ud over kanten, men det er præcis, hvad han gjorde. Tak for det.

Og endelig må jeg nævne den smukke outtro på koncerten med signatur-nummeret ”Heroes” – og alle sangere på scenen. Det nummer er genialt i al sin enkelhed og indbyder til et hav af fraseringer, som hver sanger gav sit bud på.

Alt det her var selvfølgelig ikke Bowie selv, men vi kom et langt stykke op i niveauet spillet af musikere med stor kærlighed til alle sangene. Baal spillede hele aftenen fuldstændigt skridsikkert som backing for dette orgie af gode vokalpræstationer. Intet under, at aftenen var totalt udsolgt, og at succesen kan gentages i aften.

En klar anbefaling til at få de sidste billetter afsat!

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA