x
Flume: Skin

Flume
Skin

Et mesterværk, man kan ryste røv til

GAFFA

Album / Transgressive Records
Udgivelse D. 27.05.2016
Anmeldt af
Jens Dræby

Ikke siden Gorillaz' Demon Days har et album fået så meget saft og kraft fra sine gæster. Albummet Skin er fyldt med bemærkelsesværdige fuldtræffere af hiphop-synthsmæk og elektriske skudsalver fra en rødglødende seksløber. Den australske producer har her på andet album tilsyneladende allerede mestret den særlige lyd af tætpakket downtempo bass-musik fra det selvbetitlede debutalbum Flume.

Aluna Francis og Yukimi Nagano hiver de store følelser frem på henholdsvis den knitrende triphop på Innocence og den Hudson Mohawske trylle-step på Take A Chance. Mest imponerende er rapperne, der alle markerer sig storslået uden for vanlige kendetegn. Raekwon respekteres med et uforstyrrende beat af episke strygere og wobbleeffekter, mens Vic Mensa og Vince Staples dropper de vrede facader for rigtigt at dykke ned i Flumes bølgende kuglebad. Hver og en bliver gæsterne kørt i stilling, som end ikke Disclosure formår det.

Enhver vil høre, at Flume smører i tykkere lag på opfølgeren til den succesfulde debut. Det lette samplebetonede univers fra Holdin' On er ofret til fordel for en dunklere og mere atmosfærisk lyd, som man kender den fra bl.a. AraabMuzik. Men Flume løfter det op fra down under til et højtravende plan, hvor der kun findes banebrydende hiphop og popmusik. Der er ganske enkelt kun gode sange på Skin. 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA