x
Elektronisk efterfest med tre dygtige dj’s

AV AV AV, NorthSide, P6 Beat Stage

Elektronisk efterfest med tre dygtige dj’s

Anmeldt af Silke Høj Christiansen | GAFFA

Det er ikke nemt for AV AV AV at hive det store publikum hjem, når Jamie xx som hovednavn spiller på den anden scene. Men det er dét her, NorthSide har manglet hele denne kolde lørdag: Noget til at skubbe de kolde og stive lemmer i gang med. Ærgerligt det så først er efter midnat, vi får chancen.

AV AV AV starter ud med Leia’s Theme fra deres eneste udgivne ep indtil videre. Midt i nummeret byder trioen os velkommen med en tåget Darth Vader-stemme, og de fleste folk og fulde fæ er allerede begyndt at danse rundt på græsset.

De tre mænd gør ellers ikke så megen notits af sig selv. De laver ikke mange David Guettaer med hænderne i vejret, og man kan knap nok se dem i røgsløret. Men de styrer festen.

Nye numre

AV AV AV præsenterer os for en masse ny musik i nat, og et af dem er featuring festivalens opstarter Hr. Alex Vargas. Der når lige at gå et sug gennem folk, da de tror, sangstjernen vil dukke op og danse med, men trioen når lige at tilføje, at Vargas desværre ikke kunne være hos os i nat.

Nummeret med Vargas er et af de mere tilbageholdende, hvor folk prøver at holde deres dansemoves lige så varme som tidligere, men de sene nattetimer, kulden og den stigende promille hos publikum gør det lidt svært for dem at bevare danseglæden gennem hele sættet.

Lidt mere lir, tak!

Der er lækkert potentiale i alle de nye numre, de spiller for os i nat, men nogle af dem når dog at blive lidt monotone at danse rundt til. Denne stemning bliver dog hurtigt brudt, da deres største hit All Good bliver spillet. Teltdugen rejser sig næsten.

Man kunne godt mangle lidt mere spræl og lir i sceneshowet hos de tre dj’s, da der nu ikke foregår meget på en scene med en dj. Ved koncerter med dj’s har vi jo ikke en forsanger til underholde synssansen, men kun de vilde beats fra pulten til at kræse for høresansen. Derfor kunne det have været lækkert med mere farver og effekter gennem hele showet og ikke kun ved deres sidste nummer, hvor der endelig kommer spil i lys og blink, og man lige når at blive psykedelisk henført.

Technotække

Trioen fortsætter med at præsentere nye numre, blandt andet et som er featuring Troels Abrahamsen. Med de mange instrumentale numre er det fint at få lidt vokal at høre. Nummeret slutter af med et syret, eksperimentelt, men sjovt nok stadig melodisk flow, hvor folk får kastet hænderne så højt op, det burde kunne ses fra den generte måne gemt bag nattens tunge skyer.

AV AV AV slutter natten af med at gå amok, som de selv siger. Og det gør de så sandelig også, og det er tydeligt folk har det super sjovt. Nummeret har technotække, og folk har efterhånden danset så længe, at de tunge striktrøjer ligger smidt rundt omkring os.

Så nåede vi alligevel at få varmen efter en lang kold lørdag på NorthSide med et show af tre dygtige dj’s, som kun lige har vist, hvad de kan med deres lovende potentiale.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA