Fejlcastet og tømmermændsramt rockband bød ikke på meget nyt

Twin Atlantic, NorthSide, Blue Stage

Fejlcastet og tømmermændsramt rockband bød ikke på meget nyt

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

“Det her er vores sidste sang denne morgen. Det er en in-joke mellem os og de fem mennesker, der var her fra koncertens start,” sagde forsanger Sam McTrusty med et smil og måske en smule skuffelse, inden Twin Atlantic sluttede deres koncert med ”Heart and Soul”. 

Og fremmødet klokken 13.10, hvor det skotske rock-band gik på, var heller ikke på meget mere end 200 personer, der koncerten igennem kunne høre McTrusty kommentere på det tidlige spilletidspunkt, den tomme festivalplads, og at folk alligevel var lidt højlydte, hvilket ikke hjalp på hans tømmermænd. Alt sammen som sagt med et smil på læben, men det er alligevel en interessant pointe, som flere af publikummerne også kommenterede på: hvorfor sætte ret stille og introverte navne som Beach House og Sigur Rós på en lørdag aften, hvor festen normalvis kulminerer på en festival, mens et rocknavn med knald på skulle spille et søndagstræt publikum op som dagens første navn?

Det er nok de færreste, der havde foretrukket en reel udskiftning mellem Beach House og Twin Atlantic’s spilletidspunkter, når det kommer til stykket – alene bandsenes størrelse udelukker dette – og guderne skal vide, at programplanlægning på festivaler er det muliges kunst, men det må alligevel være en tanke værd hos bookerne. 

Men men men, tilbage til Blå Scene første på søndag formiddag og de tømmermandsramte skotter fra Twin Atlantic. Bandet bød på godt 40 minutters slagkraftig rock, og leveringen var såmænd fin. Craig Kneale styrede kompetent trommerne og sørgede for, at publikum fik lagt tryk på trommehinderne fra starten af dagen, og Barry McKennas basgange på ”The Ghost of Eddie” og ”No Sleep” mindede lidt om lyden på Kings of Leons ”Because of the Times”-album.

Generelt er lyden og teksterne dog mere i nærheden af emo rock, med tråde til Chemical Romance og landsfællerne fra Frightened Rabbit, om end sidstnævntes sange holder et noget højere niveau og mere diversitet, og her var således ikke meget nyt under solen.

Twin Atlantic blev til tider lidt ensformige i deres kraftfulde udtryk, og et lille stille keyboard-mellemspil i c-stykket af ”I Am an Animal” af Ross McNae, der ellers holdt sig til guitaren, stod ret alene og virkede underligt malplaceret. 

I “Hold On” var følelserne igen ved at flyde over, og det bliver noget naivt og overfladisk med teksterne – “hold fast, vær stærk, hvis du kan!” – men publikum, der koncerten igennem voksede noget, i takt med at folk ankom til pladsen, syntes tilfredse – og så blev det alligevel en nogenlunde start på festivalens sidste dag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA