Magtdemonstration af det støjende billede

Deadpan Interference, Roskilde Festival, Rising

Magtdemonstration af det støjende billede

Anmeldt af Simon Nielsen | GAFFA

Lyden på Roskilde Festivals Rising-scene har hidtil ikke været synderligt imponerende. Hvorvidt det har været husets lydtekniker, bandets lydmand eller bandsene selv, der har været skyld i alt fra lav til grumset lyd, har været svær at klargøre. Det har derfor været en lidt blandet fornøjelse foran Rising, men da tirsdagen blev skudt i gang af danske Deadpan Interference, ændrede disse forhold sig diametralt.

De rumlende trommer fra Max Cosnier blæste ud over publikum allerede på første nummer ”Des Barres”, hvor bassist Sofie Westh fulgte fornemt med, og det grumme lydbillede blev periodevis afbrudt af skarp guitarfuzz. Var man mødt op med forhåbningen om en tilbagelænet koncert, hvor publikum stille og roligt skulle synges ind i eftermiddagen, var man gået helt forkert. Men følelsen af at være gået forkert virkede ikke til at ligge så dybt hos det fremmødte publikum, og tilslutningen voksede kun støt, som Deadpan Interference bevægede sig længere ind i sættet.

Kvartetten Deadpan Interference bevægede sig imellem den drømmende shoegaze og støjens storslåede æstetik, men den til tider dommedagsprægede stoner fik også en tur igennem lydbilledet. Det var utroligt tight, hvilket frontkvinde Astrid Samuelsen gentagende gange fremviste i sin flotte vokal, der blev skåret imellem indlevende vokalnuancer og omsluttende primalskrig.

Særligt på ”What Colour Gold” nåede Deadpan Interference et niveau, der skød dem op blandt festivalens absolutte højdepunkter, hvor de atmosfæriske melodier periodevis blev afbrudt af en støjende tromlen. Dette blev eksekveret igennem et skarpt og varieret samspil, der byggede sig op igennem den intenst udviklende komposition, og afslutningsvis lod frontkvinde Astrid Samuelsen guitaren falde til jorden og skabte støjende symfonier, imens guitarist Martin Emil Daa Funder bankede et betagende lydbillede af sted fra forstærkeren.

Selvom de to guitarister i høj grad bar det ambiente islæt af Deadpan Interference’ optræden, var de ikke alene om at skabe den højenergiske intensitet. Trommeslager Max Cosnier og bassist Sofie Westh fulgtes fornemt ad, og skabte undervejs destruktive undertoner i det shoegaze-prægede sæt. Det forsikrede ydermere lytteren om, at bandet i høj grad havde styr på det, de havde gang i, og selvom den psykedeliske støj i den senere tid har oplevet lidt af en halvhjertet renæssance, beviste Deadpan Interference, at de fortjener en fornem plads på den dansk livescene.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA