x
Bullseye fra La Bomba på Orange

Bomba Estéreo, Orange Scene, Roskilde Festival

Bullseye fra La Bomba på Orange

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det er ingen hemmelighed, at Bomba Estéreo fra Bogotá i Colombia har den helt unikke formel. Det var allerede tydeligt, da deres anden skive Estalla blev genudgivet over hele verden som Blow Up, og deres koncerter havde karakter af en epidemi, specielt når hittet Fuego blev fyret af. Det er næsten ti år siden, og formelen er intakt med fænomenale Li Saumet fra kystbyen Santa Marta i front, et fyrværkeri af en sangerinde og rapper, som synes et sted mellem hårdkogt slumdronning og en indiansk sagnfigur fra junglen. Men det var især den sære og intelligente blanding af folkemusikken Cúmbia, tilsat erfaringer fra Psy-Trance og ekkoer fra de tre gruppemedlemmers baggrund i indie, der virkede.

Roskilde Festival har trofast bakket orkestret op, og hver gang de har været forbi dyrskuepladsen, har deres koncerter haft karakter af lige dele trance-seance og ekstase på kanten af oprør. For hvad gør man med beats, der flår dig hid og did og så denne ypperstepræstinde, der synes at vikle dig mere og mere ind i sit spind, til hvor der kun er Bomba-væren og al anden musik nærmest er inferiør? Jeg har dj'et en del i de år, og har jeg først spillet Bomba Estéreo, vil folk ikke høre andet!

Så nu var kvartetten landet på Orange Scene, hvor det småregnede. Småflabet skuede Li Saumet ud over sit publikum og sagde: "De sagde, at det ville være sommer. Kalder I det sommer?" Selv var hun iført en regnbuefarvet kjole bestående af strimler, der mest havde karakter af min mosters gardin. Tilsat fake ædelstene på toppen lavede hun sin karakteristiske håndbevægelse, der siger "kom så" og det lod det i stigende grad ellevilde publikum foran scenen sig ikke sige to gange. Og da solen så brød igennem skyerne, syntes gudinden at signalere, at det var en selvfølge, når nu hun stod der og kørte festen: "The sun is coming. Come on!!!" Hun havde selvfølgelig ret. Liliana "Li" Saumet fra Bogotá har altid ret.

Bandet lagde ud med det tunge rocktrommesæt i midten og de to medlemmer spillende synthesizere, mens der kørtes noget underlægning af, der lød som old school euro-tekno, hvis det altså ikke havde været for den sygt opkørte cúmbiarytme. Li Saumet fyrede sine maskingeværtirader af, for hun synger fedt, men som rapper går det altså hurtigt. Alt var på spansk, men studerer du nærmere, er der tale om dybt politiske tekster fra et samfund, der ved Gud kan tåle det. Som en hypnoseterapeut styrede hun os nu, havde os i sin hule hånd, ud og ind i en suggestiv gang trance. Jeg stod midt i det boblende menneskehav, omkring mig dansede unge piger, som havde de lige opdaget dansens totale frihed. La Bomba - denne før så søde hemmelighed - var nu hvermandseje og havde invaderet alles bevidsthed, hofter og fødder.

Synth'erne blev afløst af Gibson SG-guitaren og Fender-forstærker-stakken kom i brug. Mens makkeren greb bassen - en af de der weirde sydamerikanske kopi-basser fra et kontinent, hvor mange sætter en ære i ikke at bruge produkter fra Onkel Sam. Skæv alternativ lyd blev kørt af, den herlige formel, som netop i sin tid gjorde bandet så unikke og trækker tråde tilbage til det uforlignelige colombianske band, Bloque, som blandt andet udkom på David Byrnes label Luaka Bop. Snart ville Li Saumet fatte en lille occarina og skabe fuglefløjt, et poetisk dragende øjeblik, afløst af powertrioens dynamik og spillen op til feedback via den store forstærker. It is only rock'n'roll and I like it. For så at gå i gang med congolesiske soukous-rundgange, hvor guitarlinjerne cykler i gentagende mønstre og vi hvirvles rundtossede længere og længere ind. Belønningen kom i form af en omgang til sidst i dobbelt hastighed. Fantastisk fedt!

Koncerten var på vej mod slutningen. Et vidunderligt chillet og rart forløb lagde sit tæppe af feel-good ud over os alle, nærmest som en tur i et dub-land. Hvor kan gruppen sine virkemidler til fingerspidserne. Men også stilhed før stormen, ja, orkanen, som selvfølgelig var Fuego, der denne gang var en triumf af Li Saumets utrolige rap-mantraer og den sygt pågående rytme. Alle hoppede, og der var forklarede grin på alle ansigter.

Til sidst fik vi sidste års hit, Fiesta, som i den originale udgave havde Will Smith med på et vers, men som har sin hemmelighed i det dybt druggede tema, som vrider dig forvrænget, mens ekkoer af afrikanske melodilinjer transformerer dig.

Det var hvad denne utrolige koncert var: en transformation. Del for helvede tidsregningen op i før og efter Bomba Estéreos besøg på Orange.

Det var uforligneligt.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA