x
Fantastisk møde med calypsodronning

Calypso Rose, Avalon Stage, Roskilde Festival

Fantastisk møde med calypsodronning

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Der er koncerter, hvor publikum står der endnu og synger omkvædet længe efter, at toastmasteren har sagt på dansk og engelsk, at showet uigenkaldeligt er forbi. På et sprog, der er en speciel Roskilde-hybrid, for når folk er i den tilstand på tredjedagen, forstår alle alt og hinanden.

Dertil kom, at man i Calypso Rose havde fundet en vaskeægte legende, oprindeligt ankommet fra bountyøen Tobago, eller rettere fra Trinidad, som er del af samme stat og handler om høje palmer, fejlfrie strande og musikalske hybrider, der ofte bliver spillet på olietønder. Kulturen er intakt – minus olietønderne – men postadressen er nu om dage New York, som har et stort hispanisk samfund. Damen der benævnes The Queen of Calypso med rette – man har konkurrencer indenfor genren – har nået den adstadige alder af 76, og havde med sig et orkester af en slags, der bare var toptunet og uden at blinke ville spille en lang række stilarter, fra calypso over mento og soca til ska og reggae. Specielt calypsomusikken er her interessant, fordi der er en direkte linje til vestafrikanske slavers musik med kald/svar-dynamik, som man specielt kender det i Nigeria og Congo.

Vi fik derfor en fejende flot koncert, hvor Calypso Rose ville gå på scenen med bandet, hvor de to horns brusen var en fornøjelse, orgelet et ekko fra hendes kirkebaggrund, trommeslageren fænomenal og bassisten, der samtidig var orkesterleder, lagde den solide bund. Dertil en dreadlock-prydet guitarist, der på en nøddebrun Telecaster med Bigsby-vibrato ville spille røven ud af bukserne under hele koncerten.

Som det sig hør og bør ville divaen i gult lade sig eskortere ind og ud af scenen, når der var behov for et hvil. Men her var det specielle, at bandet så ville tage os ud i en medrivende opvisning i roots-reggae, og publikum ville kvittere med øredøvende bifald.

Jeg var specielt vild med de sange, som tog os tilbage i historien, hvor Calypso Rose vuggende ville minde mig om legender som Mighty Sparrow, med en stemme, der stadig var fin om end som hæs honning. Dybt charmerende tog hun publikum med storm, og specielt i de tre ekstranumre ville hun vende sig om, have en hjælper til at løfte op i blusen, og så vise os sin vuggende bagdel. Det gjorde hun flere gange, og folk gik amok.

Teltet var stopfyldt, og alle dansede til en smittende omgang, som viste, i hvor høj grad verdensmusik har fået sit tag i brede kredse. Og når en kapacitet med et så godt band kom forbi, blev det et af de uvurderlige Roskilde Moments, vi alle søger.

Dybt dejlig koncert på scene, der virkelig fungerer.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA