x
Ed Harcourt: Furnaces

Ed Harcourt
Furnaces

Harcourt brænder igennem med frygt og lede

GAFFA

Album / Caroline
Udgivelse D. 19.08.2016
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Engelske Ed Harcourt har med tæft for piano-drevet alternativ rock altid været garant for kvalitet. Stærke melodier, god levering og en vis melankolsk lethed i udtrykket.

På dette hans syvende album er tonen mørkere. Tom Waits- og Nick Cave-mørk.

Med et blodigt cover af Fear and Loathing in Las Vegas-tegneren Ralph Steadman og en nuanceret og dyster produktion af Flood leverer han sit stærkeste og mest kompromisløse album.

En afmagt over verdens tilstand og rugen over snarlig dommedag gennemsyrer The World Is on Fire og det sløvt jazzede titelnummer, hvor den snarlige ende frygtes og forventes med spænding.

Harcourt leger ofte med ulve i sine tekster, denne gang på Loup Garou, med dramatisk klassisk klaver og jagende trommer. Ofte finder man hustruen Gita på kor, når numre som den hedonistiske Dionysus, den bombastiske The Last of Your Kind og den industrial-klingende Nothing Like Bad Trip sniger sig ind på lytterne.

Furnaces slår Ed Harcourt sig op som klavercrooner til fejringen af selve apokalypsen. Resultatet er skræmmende godt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA