En svævende Amanda Bergman leverede drømmepop

Amanda Bergman, Øyafestivalen, Oslo

En svævende Amanda Bergman leverede drømmepop

Anmeldt af Nikolaj Blegvad | GAFFA

Hun er kendt som Hajen, Jaw Lesson, Idiot Wind og som sig selv, Amanda Bergman, der også er medlem af bandet Amason. Hun udgav sit første soloalbum, “Docks”, i eget navn i begyndelsen af året og lagde turen forbi Øyafestivalen, hvor hun for et år siden stod på festivalens største scene med førnævnte Amason.

Musikken er drømmende pop med svært kontrollerede kompositioner, hvorpå Bergmans stærke vokal løfter lytteren med på melankolske drømmerejser, svævende gennem landskaber uden jordkontakt, blot hængende vægtløs i forskellige og ofte halvdystre scenarier.

Med en underspillet intimitet og et lokkende nærvær fremfører hun sine sange med en enorm ro, der på en større scene som “Vindfruen” på Øyafestivalen kan være udfordrende og krævende, og hvor det mindste glip i kontakten med publikum kan udløse en afstand, der kan være vanskelig at genopbygge. Hun klarede at holde kontakten ganske godt, selv om hun indimellem i begyndelsen virkede lige lovlig fjern og stirrede nærmest apatisk ud i luften. Var det perfomance? Ligegyldighed? Nervøsitet?

Coveret til “Docks”, et goldt ørkenagtigt landskab i varme jordfarver med en turkisblå himmel, var scenens store backdrop, og med hendes hat over det krøllede hår var der tidspunkter, hvor man tilnærmelsesvis kunne få oplevelsen af at være til en countrykoncert som for eksempel, da hun sang et nummer som “Windshield”, der trækker på referencer til en sanger som Lucinda Williams.

Andre gange kan man opleve musikalske udtryk, der kan give associationer til Pink Floyd-elementer fra de tidlige 70’ere, som for eksempel på sangen “Questions” med sine rolige bastoner, korte sætninger og lange mellemrum mellem verselinjerne. Det er på numre som dette, at der for alvor bliver skapt plads til at drømme.

Om hendes fremførelse klarede at tilpasse sig omgivelserne helt kan diskuteres. Hvis man kunne skifte den stærke eftermiddagssol ud med en mere intim koncertsals atmosfære, ville det helt klart have støttet bedre op om hendes udrtyk. Trods mørkets fravær klarede hun dog at skabe en intimitet, der gav plads for indlevelse, og undervejs kom der flere smil end begyndelsens fjerne blik. En behagelig og smuk koncertoplevelse med en dygtig sanger.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA