x
Lyden af vrangsiden

Massive Attack, Forum, København

Lyden af vrangsiden

Anmeldt af Peter T. Aagaard | GAFFA

“HVORFOR DOER VI?” spørger mennesket. “SÅ VI KAN LEVE” svarer maskinen. “HVORFOR ER VI HER?” spørger mennesket. “JEG VED DET IKKE HELT.” svarer maskinen.  

Det gigantiske bagtæppe lyses op af tusindvis af dioder, der blinker med paradoksale budskaber, der i i disse “Stranger Things”-dage leder tankerne hen på at kommunikere med vrangsiden – der, hvor det ubevidste, hinsides lever. På en måde er Massive Attack også lyden af vrangsiden. Orkestret fra Bristol i England er en af de absolutte pionerer indenfor den underspillede genre triphop, der blander elementer fra elektronica, jazz og hiphop til et eksperimenterende, melankolsk udtryk. Triphop havde ligesom Massive Attack sin storhedstid i halvfemserne, men det er, som om genren er blusset op igen. På det seneste har vi haft besøg af både Tricky og DJ Shadow, og det er endda anden gang i år Massive Attack angriber Købehavn. 

Britisk breakbeat-bombardement på København 

Allerede i indgangen til Forum føles det, som om der er noget i vejen. Edderkoppesanserne kribler og sender et signal om noget, de sjældent har oplevet i den store klods før: vellyd. Dubreggaen, der flyder ud i salen har både bund i bassen og klare høje toner. Det tegner lovende. Salen er pænt fyldt op, og med en gennemsnitsalder sidst i 30’erne er det rimeligt at antage, at der nok er en del trofaste fans til stede. Den intense stemning og duften af urt i salen spoler uret tilbage til den tid, hvor de tog til ulovligt raveparty.

Bandet åbner med den fantastiske “Hymn of the Big Wheel”, hvor Horace Andys flotte, mørke vokal er i centrum. Uden megen snak fortsætter de med “United Snakes”. Den politiske dimension af bandets musik er i fokus fra start. Lyden er så skarp, som man overhovedet turde håbe på. Robert "3D" Del Naja og Grant "Daddy D" Marshall, der siden slut-90'erne har udgjort Massive Attack, har bygget orkestret op om bas, guitar, keyboards samt hele to trommesæt. Tilsammen bygger de en så stor mur af lyd op, at hvis den var fysisk, ville Massive Attack givet opponere mod den. Bassen bevæger sig bølgende ud i rummet som en boomerang, lilletrommen snapper med et piskesmæld, der er Indiana Jones værdigt, og stortrommen brager som et britisk bombardement på København. 

Dyster dødemesse virker skræmmende profetisk 

Bandet gør ikke meget væsen af sig på scenen, det er som om de nærmest er soundtracket til deres egen koncert. I stedet får det elektroniske bagtæppe lov til at kommunikere og dominere. Sætninger på dansk og engelsk strømmer rytmisk frem på scenen, statements, navne på politikere og overskrifter sakset fra avisen (“Kan din dildo være hacket”, “Hvordan kunne Danmark tro, Tyrkiet ville tillade sex med mindreårige” etc). Det lyder muligvis som et fortænkt gimmick, men jeg bliver suget ind i ordenes verden, og som i Massive Attacks musik, er det, som om der opstår en dialog mellem mennesket og maskinerne. 

Sangeren Azakel leverer en gåsehudsfremkalende version af “Ritual Spirit”, og stemningen er mørk og dyster. Massive Attacks dødemesse går langt ind under huden. “The next song is a requiem for the European Union” lyder det fra scenen, hvor der ellers ikke siges meget mere end et “mange tak” mellem numrene. Herefter spilles “Eurochild”, hvor Trickys ord “Hell is round the corner where i shelter / Isms and schisms we're living on a skelter” kommer til at virke skræmmende profetiske.

Selvom Massive Attack er kendt for at bevæge sig i breakbeatgenren, skal man ikke tage fejl af, at de er et regulært orkester. Det viser de ved at servere vidunderligt velspillede versioner af “Pray For Rain” og “Angel” fra fantastiske “Mezzanine”, hvor Andy Horace mørke røst smelter sammen med klaver og strengespil. 

Vi er alle i samme båd 

Stemningen bygges op til klimaks. Sidste nummer “Safe From Harm” med sangerinden Deborah Miller på vokal brager ud over scenen. “You can free the world, you can free my mind / Just as long as my baby's safe from harm tonight" lyder det. Da guitarriffet rammer, er det som om der sker en eksplosion i salen. Indtil nu har det primært været en lyttekoncert, men nu er publikum forvandlet til en kollektiv bevidsthed, der klapper så skarpt og maskinelt i takt, at det er Massive Attacks stramme tromme værdigt.  Imens blinker billeder af verdensborgere på bagtæppet, og det hele slutter med budskabet “VI ER ALLE I SAMME BAAD”. 

Den største løgn, musikanmeldere kan fortælle, er, at vi kan se i publikums øjne, hvad de mener om musikken. Alligevel får jeg kuldegysninger, da jeg midt i det klappende og hujende menneskehav ser et par, der står som forstenede saltstøtter og holder om hinanden. Muligvis er jeg påvirket af den hypnotiske musik, men jeg kan ikke undgå at tænke, at musikken for dem må vække minder om engang. Dengang. Da lyden af Massive Attack var lyden af deres generation, deres oprør, deres kærlighed.   

Det massive sanseangreb sidder i kroppen 

Massive Attack klappes tilbage på scenen, og vi får “Unfinished Sympathy” at gå hjem på. Det massive sanseangreb er overstået, og det mere uptempo, breakbeatbaserede nummer er lidt lettere end resten af sætlisten. Det bliver en fin forløsning at gå hjem på. Vi forlader Forum, der for en aften var forvandlet til Bristol Hotel og lød bedre, end jeg nogensinde har oplevet før. 

Koncerten var kompakt og kondenseret. Til gengæld kommer musikken fra vrangsiden til at sidde i kroppen i lang tid.

 

Sætliste: 

Hymn of the Big Wheel

United Snakes

Risingson 

Man Next Door

Ritual Spirit 

Girl I Love You 

Future Proof 

Eurochild 

Pray for Rain

Angel 

Inertia Creeps

Take It There 

Safe From Harm

Ekstranummer: 

Unfinished Sympathy


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA