x
Fabulerende eftermiddagsnærvær

Bisse, Hovedscenen, Wonderfestiwall, Bornholm

Fabulerende eftermiddagsnærvær

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Bisse er tidens stjerne på den danske scene. På Roskilde var der riot, da den lokale søn vendte hjem og var blevet smidt på den for lille scene. Kult lader sig ikke fornægte, og mange gik forgæves. Nu på Wonderfestiwall, hvor lørdagen åbenbarede et Bornholm, der var som i sangen om evigt solskin på bagende varme klipper. Publikum var taget ned i Opalsøens svalende virkelighed og gik således for de flestes vedkommende glip af en memorabel koncert.

Med sin trademark-læbestift på de smalle læber og knaldrødt på neglene går Bisse The Cures Robert Smith og dennes klovnerødt i bedene. Men hvor denne end ikke kan stave til androgyn, har Bisse det i rigt mål. Et skår af en mand, der stilsikkert er stjernen i det univers, der opstår, hvor han går. I dette tilfælde på Wonderfestiwalls store, nye scene. Og med rockguitaristen Oliver Hoiness til at smide Fender-spaden gennem Music Man-forstærkeren og blæse igennem under sangerens fabulerende strømme af nuancerig sang. En sang, der tager afsæt i rap, som var Kendrick Lamar på tur i et Bowie'sk Berlin ved muren, med Jim Morrison lurende i skyggerne.

Som sagt var publikum spredt på plænen foran den store scene. På de takkede klipper op mod Opalsøen stod de trofaste vildtlevende geder og skulle have musikkens magi med, som de var til de fleste koncerter, og på scenen kastede Bisse sig ud i en serie sange fra dels den imponerende produktion af tre album, der trip-trap-træsko er kommet med få måneders mellemrum, samt fra det nye dobbeltalbum, som er på trapperne. Med en diktion, som var han Yahya Hassan genfødt som lykkelig knægt med opvækst, der var kærlighedsbåren i hver en fiber, fyrede Bisse sine dybt originale rim af, på samme messende måde, nærmest stream-of-consciousness, ordene grebet i luften, så man næsten glemte, at de her digte er skrevet ud i hver en detalje og blev fremført af en fyr, der er sine tekster og kan fyre dem af i radbrækkende stil.

I en koncert uden svage øjeblikke fik Bisse taget os med i episke verdner som den fine Kærlighedsbarnet fra sidste års Bitchin-skive, som også indeholdt Shotgun, som er en af de mest besættende sange, jeg har hørt fra en dansksproget kunstner i mange år. Vi har det med at hive vores vedtagne ikoner fra den dybe skuffe frem, når nogen rører os på dansk, du ved, C. V. Jørgensen, Steppeulvene og Niels Skousen, men som gammel Lyngby-dreng som Carsten Valentin himself, så bytter jeg gerne ungdommens ordbutik ud med Bisses univers af drømmesange og beske og overlegent humoristiske kommentarer. Det er satire, det er magisk forførelse i en rockkontekst, fra en knægt der gerne er vores personlige Jesus, hvis øjeblikket kræver det. 

Jeg elskede den milde Spøgelsesskibene på denne eftermiddag. Og jeg elskede en generøs kunstner, der var på øjenhøjde med sit fåtallige publikum, der i klynger med forelskede øjne stedse mere taknemmelige lod koncertens sakramente folde sig ud.

Bisse, du har mit hjerte og min respekt. Fabulér, drømmeartist, guderne skal vide, at Danmark har savnet dig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA