x
Blue Foundation: Blood Moon

Blue Foundation
Blood Moon

Det tabte findes i atmosfæriske venner

GAFFA

Album / Dead People's Choice
Udgivelse D. 02.09.2016
Anmeldt af
Jens Dræby

Når man skal lave velpoleret selvhøjtidelig elektronisk pop-musik, så har man bare at gøre det ordentligt. Gudskelov for Blue Foundation. Tobias Wilner og Bo Rande er blevet en slags Massive Attack på det nye album i den måde, de holder fast i alle trådene og alligevel får fornemt besøg fra stemmer, der gør sig godt i mørket.

Det bliver aldrig forudsigeligt på Blood Moon. Jonas Bjerre på Lost Girl og Erika Spring på Don't Blame My Eyes synger begge utvivlsomt pop, og i langt højere grad er det nye album målsat pop end Blue Foundations album fra 2012. Metamorfosen er fuldendt nu, hvor drengene har mestret en helt særlig form for melankolsk uptempo a la den, man kan høre på sidstnævnte og Stain a Broken Heart.

Albummet deles op af titelnummerets flotte vink med en Knife-vokal og lukkes storslået med det 11 minutter lange Moon. Rundt om de to vrimler det med forsigtige påfund, der er med til at gøre albummet spændende som noget moi caprice med et ekstra lag af opstemt glitrende electronica. Mærk bare den tryllebindende River. Til at holde en stjernehimmel af et album sammen finder vi Wilners vokal, som løfter albummet over en god produktion med gæster, der bliver til smukke pop-duetter syet af velovervejede melodier. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA