x
Hybrid technofest i højt gear

J-Zbel, Phono Festival, FAF-bygningen, Odense

Hybrid technofest i højt gear

Anmeldt af Jannik Juhl | GAFFA

Mange af aftenerne på Phono-festivalen er i årenes løb blevet afsluttet med, hvad man kan kalde ”party techno”, og med den franske trio J-Zbel var fredagen til Phono 2016 endnu et eksempel. Umiddelbart forstår man jo godt, at man gerne vil slutte dagen med en fest, men den slags kan også godt gå hen og blive enerverende – altså forudsat, at man har andre forventninger til en koncertoplevelse, end at der skal være fire stortrommeslag i hver takt, hvilket ellers synes at være det eneste krav som stilles, når først tilstrækkelig mange festaber er blevet tilstrækkeligt fulde. Men heldigvis kan det så også gå den modsatte vej, og det var lige præcis, hvad det gjorde denne aften, hvor J-Zbel viste, at man kan fylde masser af idéer og inspiration i hæmningsløs festabe-techno.

Der var en del passager med velkendt dunk-dunk-dunk-dunk-rytmik, men lige så mange, der bevægede sig ud i skævt synkoperet electro, eller sågar break beats. Men det mest befriende var måske i virkeligheden, at der ikke af den grund var tale om, at gruppen ville vise, at de kendte og beherskede en række etablerede historiske stilgreb. I stedet blandede de dem konstant sammen i på uventede måder i en skiftende mosaik, der aldrig lød som bare én stil, men derimod det ene øjeblik kunne få elementer af electro og trance til at spille sammen, blot for kort efter gå over i en kombination af acid og break beats.

Selv om alt, hvad de spillede først og fremmest havde til formål at holde energiniveauet højt og publikum i gang, så faldt de aldrig tilbage i én form for driftsikker funktionalisme. De tre medlemmer var hele tiden beskæftiget med en stor bunke blandet udstyr – både groovebokse, midicontrollere og en synthesizer – og der var således hele tiden variation og bevægelse i musikken, hvad enten det var i kraft af de utallige små synkoperede detaljer eller i den overordnede struktur, der var fyldt med uventede skift og drejninger, opbygninger og forløsende udladninger.

Alt det sagt, så var der nok ikke meget af det ”indholdsmæssige”, der for alvor skilte sig ud. Nok rykkede det hele og var drevet af en smittende energi, men virkelig fængende riffs eller andre melodiske elementer, som man ville kunne huske to minutter efter, var der ikke just mange af. Det behøver der så selvfølgelig heller ikke være. J-Zbel havde selvsagt ikke planer om andet end at levere et overvældende energisk, kontinuert nu, og det gjorde de da også yderst overbevisende – med originalitet, personlighed og en befriende uortodoks tilgang til stilen.

Blot blev det kontinuerte nu nok en smule for kontinuert. De spillede hen ved en time, og når man ikke har andet på programmet end en ubrudt række af energiudladninger, så kan det i sidste ende begynde at blive en smule udmattende og ensformigt, hvor effektive de enkeltstående udladninger så end er. De kunne med fordel havde skåret ind til benet og spillet et kvarters tid kortere. Her endte man med at blive en kende overmæt, men man var godt underholdt undervejs.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA