x
To times tatoveret mavepuster

Helhorse, Posten, Odense

To times tatoveret mavepuster

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

Arkivfoto, billeder fra koncerten er på vej
 
Næsten fredag, næsten weekend. 

Vi lægger ud på Postens lille scene kl. 20 med Grusom fra Svendborg, som for 14 dage siden annoncerede på Facebook, at grundlæggeren Thomas Ulrik har besluttet at forlade bandet. De var nu alligevel seks mand på scenen i aften, frontet af Nicolaj Jul, som iført ærmeløs cowboyjakke og tats på armene gav den fuld smadder. 
 
Hr. Jul er måske det mest interessante ved bandet. Han synger for fuld hals til bandets tunge hug, og der er noget skrøbeligt over mandens fremtoning, som gør hans brølen mere åbenhjertig og personlig. Jeg kom til at tænke på Keith Caputo, dengang Keith var hankøn og sang i Life of Agony – meget inderligt. 
 
Til at starte med ligner halvdelen af bandet skoledrenge, pænt friseret og rolige på scenen, men så ryger lidt mere tøj, og flere tatoveringer vises frem. Trommeslageren Jakob Kaae spiller afslappet og underholder sig selv med 47 fills, måske fordi der sker for lidt i hans afdeling. Forsangeren forlader flere gange scenen, og han takker og takker Postens personale. Vi får 40 behagelige minutter i Grusoms selskab. Good stuff – personligt gad jeg godt høre flere ballader, for der sang Jul virkelig igennem.
 
Helhorse 
Lige før kl. 21 træder den 6-benede Helhest ind. Halvdelen af gutterne er klædt i bar overkrop, and you guessed it, masser af blæk. Der går kun få sekunder, så hugger de dybt og brutalt i hvert sit instrument, så væggene knitrer, og det bruser i vores glas og flasker. Jeg forestiller mig, hvordan alle fuglene ovre i Kongens Have letter i samme sekund.
 
Lyden er arrig og mørkegrå, som et tonstungt passagerfly, der lander på hjul lavet af betonklodser. Bandet river og flår, og spilleglæden skinner næsten dæmonisk ud af dem. Theis Thorgersen på bas ligner en fyr, man gerne vil kende, når apokalypsen kommer, og de andre ligner også nogle, som kunne splitte en bar ad, når de er samlet.
 
En dag opfinder et lyst hoved strenge lavet af stål og plekter af flint, og så vil et band som dette vitterligt slå gnister, når de spiller. Den dag vil der blive uddelt high fives i rockens afdeling af Helvede.
 
Flæsk vs. Tats
Frontmand Mikkel Wad Larsen kæmper ihærdigt for at få greb om publikum, men vi glider ud mellem hans fingre. Han dirigerer os til at sidde ned flere gange, for at komme op og hoppe, og senere skal vi gøre plads til en moshpit, som ender med at blive meget let befolket i det halve minut, det eksisterer. Er det spillestedet som er for kompakt, crowden for lille, numrene for ukendte, eller er bandet bare ikke stort nok endnu? De har ellers skruet rock attituden på. Men noget stikker ud.
 
"Kom så Odenseeee, hvad så Odenseeee, har I det godt Odenseeeee..." siger fyren, og smider jakken. Trump får også lige et ord eller to med på vejen. Masser af blæk på de her fyre. Gad vide, om det er meningen, at vi bare skal stirre på deres malede overkroppe og arme. Er det stilen?
 
Helhorse er virkeligt dygtige til at starte et nummer op ligesom et batteri, som skal lades til bristepunktet. De fortsætter og overlader dyret, og derpå eksploderer alting. Det fungerer utroligt stærkt, om end lydniveauet er så højt, at de enkelte instrumenter glider sammen. Der er et keyboard på scenen, men i lydbilledet er det næsten komplet druknet. Meget drukner. 
 
Fræs vs. tæsk
Det er som om bandet forsøger at knuse instrumenterne og publikum, som var Helhorse en gigantisk græsslåmaskine, i færd med at pulverisere en stor trærod midt på plænen. 
 
Sent i koncerten smider forsanger Mikkel nu også undertrøjen, og jeg bemærker, hvordan flere i publikum rynker bryn eller pludselig står helt stille, som om der kommer en tand for meget blævrende nøgenhed så tæt på vores ansigter.
 
Den lettere intime bromance, som startede med Grusoms inderlige ballader, er på en eller anden måde fortsat ind i Helhorses sæt. For mig er det bemærkelsesværdigt midt i heavy koncerten, når frontmanden kærligt læner sig ind mod de andre halvnøgne mænd, eller når en mandlig publikum lægger sine hænder på forsangerens svedige mave, og hænderne får lov at blive liggende. 
 
Jeg synes mest af alt, at det er sjovt. Folk kan gøre hvad de vil. Men det er tydeligt, at stemningen ikke sidder i skabet i aften. Helhorse kæmper, de hamrer, de slider i det, men instrumenterne skyller sammen, publikum bider ikke hårdt nok på, og det er, som om blusset bare ikke kan skrues højt nok op.
 
Klokken er nøjagtigt 22, da bandet brat lukker ned for koncerten, som var det en dør, der smækker hårdt i. Op med lyset – det var så præcis en times musik. Folk vender sig halvvejs og sender usikre blikke til hinanden – er det slut? – og ingen forsøger at klappe Helhorse ind. Måske er det bare stilen.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA