x

Noah Carter, AJ Tracey og Geko
Pumpehuset, København

Noah Carter – dansk raps internationale håb

GAFFA

Album /
Udgivelse D. 19.10.2016
Anmeldt af
Jonas Friborg

Tiden var i går kommet til årets tredje og sidste installation af Red Bull Sound Select - en musikplatform, der har til formål at hjælpe unge talentfulde kunstnere med at bryde igennem. Hiphop-bloggeren Danijel Drux var denne gang kurator for arrangementet, og hans valg faldt på Nørrebro-rapper Noah Carter. 

Det er tydeligt at se, hvor stor en genre hiphop er i København, og køen fra containerindgangen strakte sig næsten hele vejen gennem Pumpehusets byhave, der var indhyllet i støvregn og det karakteristiske farvede kædelys. Det store fremmøde kombineret med arrangementets ”først til mølle”-billetprincip efterlod nogle koncertgængere skuffede, da de måtte nøjes med et lille plaster på såret i form af charmerende Redbull-piger, der uddelte gratis dåser af energidrikken.

Noah Carter ****

Koncerten nærmede sig showtime, og inden længe vibrerede den store sal i alle ordets betydninger, som bassen gik i gang og der fløj ord fra scenen. På trods af, at aftenens hovedperson i lang tid har været omgivet af mystik, blandt andet fordi han kun har udgivet to solonumre, er det tydeligt at se, at Noah Carter langtfra er ukendt i hiphop-kredse. Mesterskytten – som han tidligere har døbt sig selv – har også været emnet i adskillige shout outs fra dansk raps største kunstnere, og sætningen ”Fri Noah Carter” er blevet udødeliggjort på sange af blandt andre Sivas, Ukendt Kunster og Gilli. Carter var i sin tid med til at starte rapgruppen B.O.C., og adskillige figurer i dansk rap var mødt op onsdag aften for at vise deres støtte – både på og neden for scenen.

Stemningen i Pumpehusets store sal var præget af afslappethed, og Carter udstrålede en sjældent set blanding af selvtillid og humor, især da han storsmilende fra scenen præsenterede det endnu uudgivne nummer ”Sexy Nigga” som en sang, han har skrevet om sig selv. Carter imponerede i løbet af aftenen med sine alsidige evner, der spænder fra et køligt flow til hårdtslående rap som på bangeren ”B.O”, produceret af Ukendt Kunstners Jens Ole McCoy, samt en utrolig forståelse for r&b, bevist med en karismatisk udførsel af ”Do You”, hvis flødelyd leder tankerne hen på OVO-rapper Roy Woods.

Noah Carter slipper fuldstændig uhindret fra at rappe og synge på engelsk, og når støvet har lagt sig, står han tilbage som dansk raps nye komet, med et internationalt potentiale hidtil uset.

AJ Tracey ****

Den britiske grime-rapper AJ Tracey skulle efterfølge Carter, og på trods af et publikum, der tydeligt var tyndet ud i, leverede han teknisk imponerende grime og hurtige raps, klædt i hoodie og Nike-træningsbukser. Numrene "Thiago Silva" og "Skepta" – hvoraf sidstnævne er lavet over et Skepta-beat fra nummeret "I Spy" – vækkede størst begejstring i løbet af optrædenen og cementerede hans status som up and coming inden for grime. Hans tykke west-London-accent gjorde ham flere gange svær at forstå, som han adresserede publikum mellem sange, men dette forsvandt i baggrunden af hans direkte og rå optræden, der inden slutningen igen havde tiltrukket en stor portion mennesker. 

Geko *

Tredje og sidste act for aftenen var ligeledes britisk, nemlig den blot 18 årige rapper og sanger Geko, der specialiserer sig i afrobeat-inspireret musik. Kort efter, at han indtog scenen med et slæng af ti mennesker, tog den gode aften dog en skarp drejning mod det kaotiske. Inden første sang gik i gang, var der allerede problemer, og Geko proklamerede "I ain't gonna perform if it sounds like that" – imens den frustrerede lydtekniker fra mixerpulten blandt publikum signalerede, at alt virkede. Geko opfordrede alle til at buhe, som lydmanden begav sig op på scenen for at fixe lyden, og med, hvad der lignede ét tryk på en knap på Gekos dj's pult, virkede alt mirakuløst igen. Koncerten gik i gang, men hele affæren var præget af playback, gentagne afbrydelser i musikken og tumult, der af og til fik vagten til at sende folk ned fra scenen. På trods af alt dette var der heldigvis stadigvæk et mindre publikum, der imod alle odds fik det bedste ud af Gekos optræden.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA