Metallica: Hardwired…to Self-destruct

Metallica
Hardwired…to Self-destruct

En symbiose mellem aggressivitet og melodisk overblik

GAFFA

2 x CD / Universal Music
Udgivelse D. 18.11.2016
Anmeldt af
Keld Rud

For otte år siden inviterede Metallica thrash metallen tilbage i stor stil på Death Magnetic. På opfølgeren Hardwired…to Self-Destruct har thrash metallen fået selskab af den type metalrock, der i 1991 sendte bandet ud i rockstratosfæren som et af planetens største bands. Dette 10. album repræsenterer en symbiose af Metallicas aggressivitet og tendens til lange komplekse numre på den ene side og deres melodiske overblik og tæft for simpel sangskrivning og groove på den anden.

Denne omfavnelse af hele paletten af udtryksmuligheder betyder, at Hardwired…to Self-destruct er et overordentligt varieret album. Det spænder fra titelnummerets hæsblæsende blodtørst over Atlas, Rise!, der udvirker sin magi via et midtempo crunch, den episke Halo on Fire og til Dream No Mores knusende sværvægt.

En uvane, som kan spores helt tilbage til …And Justice For All, hænger desværre ved. Tilbøjeligheden til at lade enhver musikalsk idé brede sig for at lade sit corpus fylde, hvad der nu måtte passe den. Ligegyldigt om den kunne udfoldes på væsentligt mindre plads. Det betyder, at sange som Sweet Revenge og Am I Savage, der begge indeholder særdeles fede riff og passager, strækkes til at vare på den anden side af henholdsvis seks og syv minutter. Hardwired…to Self-Destruct ville have været noget mere effektfuld, hvis fedtet var blevet skåret væk. De svageste numre var blevet ofret samtidig med, at de resterende var blevet strammet op.

Det er fortsat et overordentligt værdigt metalalbum, som glæder langt mere, end det skuffer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA