x
Solen skinner altid hos Macy Gray

Macy Gray, Musikkens Hus, Aalborg

Solen skinner altid hos Macy Gray

Anmeldt af Cæcilie Kallehave | GAFFA

Arkivfoto

Lidt regn og kulde kunne ikke stoppe de mange mennesker, som var mødt op for at høre Macy Gray i Musikkens Hus, hendes eneste danske koncert i denne omgang. Salen var mere eller mindre fyldt, men ikke desto mindre lod divaen vente på sig. Tyve minutter skulle der gå, før Macy Gray kom til syne på scenen. Her blev hun dog alligevel modtaget med klapsalver og hujen, da hun kom smådansende ind på scenen i sin gulvlange, sorte kjole med dertilhørende fjerboa og høje sko samt en attitude, som med nød og næppe kunne være i den store koncertsal.

Macy Gray startede ud med nummeret ”Relating to a Psychopath”, hvor hun efterlod masser af plads til bandet, som ikke blot bestod af bas, keyboard og trommer, men også mundharmonika og saxofon – dog passede det hele perfekt ind i det lidt jazzede univers, som Macy Gray fik skabt i løbet af aftenen, hvor publikum fik rig mulighed for at vippe frem og tilbage til de bløde toner. Publikum fik ikke lov til at falde helt hen, da Macy Gray introducerede sig selv efter et par numre; hun indbød nemlig til, at hele salen skulle præsentere sig selv ved at råbe deres navn højt op imod scenen, hvilket eskalerede i én stor lydtornado af navne, som blev anerkendt med et ”nice to meet you”.

Og ikke nok med, at sangerinden nød at møde publikum, så gik hun også så vidt som til flere gange at kalde publikum for ”sexy people” – en forfriskende både inddragelse og anerkendelse af publikum.

 

En sangers bekendelser

Der gik relativt lang tid, før Gray præsenterede publikum for nogle numre fra sit seneste album, sidste års jazzede ”Stripped”, som både indeholder nye sange, genindspilninger af egne ældre numre og fortolkninger af andre kunstnere. Hun nåede omkring et cover af Radioheads ”Creep”, før hun kom til ”Annabelle”, som var første sang fra den seneste udgivelse. Publikum var dog klar på et cover, men herefter virkede det passende at få noget af sangernes egen – og ikke mindst nyere – musik på banen.

Efter megen dans og svingen med hofterne nåede Macy til erkendelsens time, hvor hun måtte forklare, at hun altså ikke kan danse – og illustrerede, hvordan hun dansede derhjemme. Set ud fra det perspektiv virkede det ret fornuftigt, at hun primært holder sig til musikken. Den lille snak om dans ledte Macy videre til ”She Ain’t Right for You”, som fik folk til at vugge lidt fra side til side, hvilket meget passende førte videre til ”Sexual Revolution” for at fortsætte i samme stemning.

Generelt var der dog noget mere gang i Macy Gray og band, end der var i publikum, som dog kom op at stå og klappe flere gange. Det virkede bare til, at det var lidt en udfordring for Gray at fastholde det danske og tilbageholdende publikum, som høfligt rejste sig, når hun sagde det, men satte sig lige så hurtigt ned igen.

 

Kjoleskift skabte højdepunkt

Macy Gray fik dog løsnet op for både klap og sving i hofterne i løbet af koncerten, og under sidste del var hele salen da også med på både sang, dans og ikke mindst en hilsen til Macys mor for at fortælle, at hun altså har et rigtigt job, hvilket var til stor morskab for publikum.

Da Macy først gik ud, brugte publikum lang tid på at klappe efter mere, men de famøse ekstranumre lod dog vente på sig lige så vel, som starten gjorde – måske fordi der lige skulle et kjoleskift til, før Macy kunne komme tilbage på scenen.

I mellemtiden sendte hun trommeslageren ud på scenen, og efter en ti minutters solo, hvor han fik lov at vise sit talent, kom Macy og resten af bandet retur på scenen for at afslutte koncerten med velkendte numre som ”I Try” og ”My Way”, hvilket faldt i god jord hos publikum. Det holdt dem stående og klappende til det sidste, men ingen tvivl om, at Macy Gray gør tingene på sin egen måde. Trommesolo og kjoleskift gav koncerten det højdepunkt, som der skulle til for at stoppe koncerten på toppen, hvilket ellers havde ladet vente på sig – men den var bestemt værd at vente på, og der er ingen tvivl om det musikalske talent, som både Macy Gray og band har.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA