Når toppen af dansk folk viser niveauet

Dreamers' Circus, Global, København N

Når toppen af dansk folk viser niveauet

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

De klæder hinanden. Trioen der består af Nikolaj Busk, Rune Tonsgaard Sørensen og Ale Carr er allerede blandt de erfarne på den stærkt besatte hjemlige folkemusikscene. Vel at mærke en scene, hvor de bedste spiller fantastisk og både mestrer de inderlige momenter, hvor man kan høre en knappenål falde. Og kan spille et kildevæld op til en fos, hvis der er det behov. Og det er lige sådan, det er med denne trio.

I centrum står Rune Tonsgaard Sørensen, der har en fortid som koncertmester i Copenhagen Phil. Og han mestrer netop det forfinede, ja, romantiske, hvor vi mere end strejfer romantisk klassisk musik, men han har også en nærmest besættende måde at skifte gear, så rødderne kommer med og vi rammer gadens direkte energi. Jeg var meget imponeret over denne violinist, som jeg kun har set en gang før.

Nikolaj Busk har jeg efterhånden fulgt i en del år. Faktisk fra han kom frem som den nye lovende pianist, der blandt andet spillede med Trio Mio, men i virkeligheden var overalt, og kan det hele: fra klassisk musik og jazz på flygelet til besættende tango på trækharmonikaen. Han er simpelthen en rigtig spillemand, der fortsat er i en rivende udvikling.

Og endelig er der skånske Ale Carr, som er ud af folkemusikerfamilie. Du sidder med ham, og der ligger en ualmindelig smuk guitar, som "min far har bygget". Det er dog mest den specielle citern, en slags nordisk bouzouki, der ret langt hen ad vejen har en guitars action, men som har 10 strenge fordelt i fem par. Han spiller både akkordspil og gnistrende hurtigt, hvor han både mestrer plekterspillet og har et særdeles udviklet fingerspil.

Koncerten på Global var i to dele, og vi fik både de isnende smukke suite-ting – som bandet er så gode til – et smut forbi Fanø og traditionen, uden at der dog gik sønderhoning i den (hvilket jeg havde elsket!), og endelig var der de knivskarpe sekvenser, hvor fødderne ikke kunne stå stille, og hvor orkestret minder mig meget om eksempelvis hedengangne Bellowhead og de fede Spiro.

En lysende koncert, der talte til alle sanser. Veltilberedt som en udsøgt middag med mange retter, der hver især komplimenterer hinanden forbilledligt. Men også uden den vildskab, der utvivlsomt kommer, når bandet bliver ældre og er rede til at smide alle tøjler over bord.

Alligevel er de fem stjerner i den grad fortjent.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA