x
Kendrick Lamar: DAMN.

Kendrick Lamar
DAMN.

DAMN! Kendrick er stadig kongen på endnu et sprudlende mesterværk

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 14.04.2017
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Det er som om, der er et før og et efter To Pimp A Butterfly. Kendrick lagde stort set alt og alle ned med sit genrekrydsende storværk, hvis sprudlende kreative overskud blev fulgt op med den formidable overskuds-udgivelse untitled unmastered.

Og der er på ingen måde droslet ned for hverken overskud eller ambitioner på DAMN., der åbenbarer sig som lige så komplekst et knytnæveslag som forgængerne. Og det endda til trods for fraværet af de bangere, man oven på singleforløberne HUMBLE. og The Heart Part 4 (sidstnævnte er slet ikke med på albummet) kunne have sat næsen op efter. Nej, DAMN. er i det store hele en mere tilbagelænet og ikke mindst kompleks oplevelse end som så.

Kendrick er stadig på toppen af sit rapgame med linjer som ”Hail Mary, Jesus and Joseph/The great American flag is wrapped and dragged with explosives/Compulsive disorder, sons and daughters/Barricaded blocks and borders/Look what you taught us”. Og selvom lyden er mere kontemporær end de jazzede og soulede skæringer både …Butterfly og untitled, er der ikke skelet det mindste til hitskabeloner eller leflet for tendenserne på hitlisterne. Det er intet mindre ærefrygtindgydende, at albummet lyrisk og musikalsk formår at holde det skyhøje, kompromisløse niveau, der er lagt for dagen på tidligere udspil.

Prominente medvirkende som U2 og Rihanna leverer godkendte hilsner i gæstebogen, men kommer alligevel til at stå i skyggen af albummets hovedperson og hans imponerende register af vokale udtryk.

Der er bidende politiske kommentarer (XXX.), hvor volden i USA's politik står i skudlinjen i mere end en forstand, vrangen vendt ud på indadvendte bekymringer af episke, ja endda bibelske proportioner (FEAR.) og stærkt personlige beretninger som den storslåede afslutter DUCKWORTH., hvor vi får historien om, hvordan Kendricks pladeselskabschef og faderfigur Anthony ”Top Dawg” Tiffith planlagde at skyde Kendricks rigtige far Ducky på KFC, tilbage før en 15-årig Kendrick blev signet til Top Dawg Entertainment.

Albummet syder og sprutter i et væld af forskellige retninger med minimalistisk tilsnit, men den røde tråd er, at man aldrig er i tvivl om, at man råt for usødet får serveret, hvad der optager Kendrick lige nu og her.

Jeg ville ønske, man med rette kunne kalde Kendrick for sin generations talerør, men det er nok desværre ønsketænkning, selvom hans popularitet giver håb om det modsatte. Om ikke andet er det befriende, at der stadig findes kunstnere af hans kaliber derude. Damn!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA