x
Stor oplevelse på den absolut mindste NorthSide-scene

Ed Harcourt, Northside Festival, Kolonihaven

Stor oplevelse på den absolut mindste NorthSide-scene

Anmeldt af Kristian Bach Petersen | GAFFA

"This isn’t weird” lød det tørt fra engelske Ed Harcourt, inden han slog de første toner an på sin guitar til denne jomfrukoncert afholdt i Northsides kolonihave, der ligger opad festivalpladsen. Foran omkring 50 gæster – stående på træhusets trappe, alene, med to guitarer, en forstærker og et par højttalere.

Det var også cirka det eneste, der var tørt under koncerten, hvor de halvtreds publikummer hurtigt måtte rykke tættere sammen under de opsatte pavillioner, og Harcourt balancerede faretruende tæt en kortslutning, med sine pedaler og sine elektriske guitarer i den silende regn.

Harcourt var egentlig blot i Aarhus som del af entouraget omkring Afghan Whigs, hvor han pt. spiller opvarmning, men NorthSide greb muligheden og fik ham trukket ind i det officielle program i 11. time. Og stor ros for det.

I Northsides kolonihavehus

For det var en var en unik og glimrende oplevelse, man fik i døren til kolonihaven. Harcourt, der normalt er at finde bag et klaver, kan også noget med en guitar og leverede sine numre i en helt nedbarberet version. Det startede dog lidt tungt, og det var som om manden på ”scenen” ikke helt havde styr på sine loop-pedaler, og de første par numre blev lidt opbrudte, grundet behovet for at betjene og justere teknikken. Det udlignede sig dog undervejs, trods forsøg fra vejrguderne på at spolere "Shadowboxing", og så er der bare ikke noget at sætte på den 39-årige englænders vokal. Han formår at synge både enormt dæmpet og virkelig kraftfuldt, og begge dele fuldstændig rent, uden nogen form for teknisk lir at støtte sig op ad i det interimistiske setup, hvilket gjorde op for, at guitar-delen af koncerten ikke var noget særligt.

En pessimist i sit livs form

Harcourt, der har rygte for at kunne være lidt humørsyg, virkede også i den grad veloplagt og i stødet. Det var plads til at tage imod ønsker og snakke med publikum, imellem småbekymret skelen til himlen, der af flere gange åbnede sig under den cirka 45 minutter lange koncert. Sigende var det, at han flere gange selv var ved at lukke ned, og så alligevel havde lyst til at tage ét nummer mere.

Numrene var hovedsageligt løftet fra hans seneste, og ganske eminente album, ”Furnaces” fra sidste år, men der blev også fundet plads til blandt andet hans første hit ”Apple of My Eye” og den smukke ”Something in My Eye”, begge fra 2001-debutalbummet ”Here Be Monsters”.

Publikum var, logisk nok for en så eksklusiv koncert, i den grad på og fik lov til at levere ”we don’t really give a fuck about you”-koret på den eminente ”Born In the 70s”. Et publikum, der for øvrigt få numre inde i koncerten blev forøget med et par medlemmer af førnævnte Afghan Whigs, hvor frontmand Greg Dulli nød hele koncerten bag solbriller, under orange paraply.

”This gig will stay in my memory for some time”, ulvegrinede Harcourt undervejs, og sådan vil de heldige publikum garanteret også have det. Man kunne sagtens have undt flere mennesker så stor en oplevelse, på så lille en scene. Flere koncerter her, NorthSide.

Sætliste:

Occupational Hazard

Loup Garou

Furnaces

Murmur in My Heart

Born in the 70s

Shadowboxing

Apple of My Eye

Antarctica

Something in My Eye


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA