x
Forførende festfletværk

Justice, Orange Scene, Roskilde Festival

Forførende festfletværk

Anmeldt af Jesper Buhl | GAFFA

Jeg troede, jeg skulle have nedtur over den samme, sædvanlige gang bloghouse, som Justice har stået for siden deres første album. Jeg havde faktisk paraderne oppe, men heldigvis fik jeg dem ned igen, for damn, hvor var det fedt! Jeg prøvede mit hipsterbedste på at modsætte mig det, fordi det er trods alt et årti siden, Ed Banger-pariserlyden var reelt relevant, men når man laver en fest, så forstummer alle argumenter.

Hvor deres plader ind imellem sander til i den slags masturbatorisk lir, som normalt findes i kælderlokaler hos folk, der har alt, alt, alt for mange Weather Report-plader, så blev der taget anderledes hårdt fat om 303'eren på Dyrskuepladsens første nat, og hvor var det befriende. Justice leverede i den grad varen med et no-nonsense set fyldt med partystartende baslinjer og stortrommer, som ikke tiggede om, men forlangte, at fødderne skulle flytte sig.

Med et tæt sammenvævet fletværk af numre fra duoens tre album blev der spillet så indpiskende, at det, der ellers er snublende tæt på sørgelig autoerotik, blev til en fælles, forløsende lydorgasme, for nu at forfølge den amorøse metafor lidt længere, end man måske bør gøre. Blandt de mange vellykkede hitfragmenter kan nævnes bangeren D.A.N.C.E, We Are Your Friends og Phantom II. En mere end bestået opgave var indfriet, og selv ikke regnen kunne stoppe den franske housefest. Måske man næste år tør håbe på en regulær technobooking på festivalens store scene?

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA