Shoegazer-pionererne leverer drømmenes lydspor

Slowdive, Roskilde Festival, Avalon

Shoegazer-pionererne leverer drømmenes lydspor

Anmeldt af Finn P. Madsen | GAFFA

Luk øjnene, lyt og det svimler, så tid og sted ophæves. Den fornemmelse indfandt sig, da Slowdive for anden gang gæstede Avalon-scenen inden for kort tid. Sidst de britiske shoegazer-pionerer besøgte Roskilde, var det uden et nyt album i ryggen. Denne gang er der både et nyt album efter 22 års pladepause, og der er rettet radikalt op på lydforholdene. Sammen med Ride, Pale Saints, Lush og My Bloody Valentine udgjorde de kernen af shoegazerscenen. På nær Pale Saints har alle nævnte bands gjort comeback, og Slowdive er på papiret dem, som har klaret sig allerbedst og mindst lyder som en anonym tur i nostalgikarrusellen.

Der åbnes med et lydbillede, der er lige så klart, som var det pudset i Glasex. Allerede på Slowdive, Avalyn og Slomo rulles bandets bredspektrede sound ud i bredformat, og lydniveauet hæves markant. Neil Halsted (guitar/vokal) og Rachel Goswells (vokal/guitar) tostemmige vokaler smyger sig ømt op ad hinanden på Catch the Breeze hentet fra gruppens debut Just For A Day og ender med et kæmpe organisk sug, mens Star Rovings berusende guitarlinjer og Simon Scotts lettere jazzanslag på trommerne fra årets skive viser gruppens sans for nye detaljer.

Klimaks indfinder sig på Machine Gun og Souvlaki Space Station fra genrens milepæl Souvlaki. De sylespidse guitarslides godt dyppet i rumklangseffekter stikker til den dybe rytmebund med en bas, der svajer tungt og giver en hallucinerende effekt. Fornemmelsen af at køre i karrusel og miste jordforbindelsen er nært forstående. Det her er simpelthen shoegazerscenens fundament. De svimlende effekter fortsætter på When The Sun Hits, der køres overrumplende ud over scenekanten med en kaskade af en guitarmur, mens Slowdives tag på Syd Barretts Golden Hair er hjerteskærende smuk, fyldt med patos og sjæl. Triumfen fra plade til koncert blev fuldendt. Slowdive genfødte sig selv i drømmenes lydspor denne tidlige aften.

Sætliste:

  1. Slowdive
  2. Avalyn/Slomo
  3. Catch the Breeze
  4. Crazy for You
  5. Star Roving
  6. Machine Gun
  7. Soulvaki Space Station
  8. When the Sun Hits
  9. Sugar for the Pill
  10. Alison
  11. No Longer Making Time
  12. Golden Hair

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA