x
Nært og fjernt fra L.O.C.

L.O.C., Grøn Scene, Grøn Koncert 2017

Nært og fjernt fra L.O.C.

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Ingen tvivl om, at når Liam O'Connor er i zonen og det aarhusianske sprog flyder formidabelt og hver en pointe rammer potent, er der få, der kan følge ham. Og sådan var det også på denne turnéstart i Valby, hvor vi startede helt tilbage med - om ikke Adam og Eva - så Drik din hjerne ud fra ved dette århundredes begyndelse. Bare en af en stribe sange af ældre dato.

Og jeg var vild med at vi fik Havnen på en måde, der aldeles pelsede en vis herre fra Hillerød og bragte sangen tilbage til Aarhus' vestlige forstad og var et spark i skridtet på det Christianshavn, hvor der strittes med lillefingeren og derfor inviteres til, at en anden finger tages i brug.

Men jeg har også forbehold. Der er noget letkøbt over mange af de melodilinjer, der rider dansk rap som en mare, og som L.O.C. heller ikke kan sige sig fri fra at skamride. Og når de så er tilsat hans halvpatetiske tekster fra jetsetsovekammeret, har undertegnedes kæbe det med at falde af led i et gab, der er til at få øje på.

Derimod er det for en anmelder - der vedkender sig mere at være hippie end hop, og som sidst så raplyset, da Wu-Tang Clan også regerede i min verden i mere end fem minutter - fedt, når L.O.C. rammer netop den følelse med den tunge bas, der bliver hængende kornfedt i den helt rette frekvens, mens rapperen går på arbejde og sender direkte budskaber langt ud over rampen. Så er han nemlig unik, og så overgiver jeg mig også.

Men ofte fik jeg denne vibe af tomhed i et sæt, der ikke altid lettede, men som når det gjorde, næsten gav kunstigt åndedræt til en disciplin, der alle dage har haft det svært, nemlig det talte ord tilsat simpel rytme, alibirundgange og sproget dansk. Og det kan Liam O'Connors store talent og tydelige musikalitet og enorme timing hverken gøre fra eller til i forhold til. Eller kunne i hvert fald ikke på denne tidlige aften i Valby.

For når det går over i hjerte og smerte, så går der afdanket afdansningsbal i forestillingen, og så skal der sparkes igennem fra bunden med tunge Doc Maartens. Heldigt at de blev taget frem og især til sidst for alvor rensede luften og skabte momenter af ægte storhed.

Det var nært og fjernt og en godkendt koncert, men heller ikke mere end det.

 

Sætliste:

Drik din hjerne ud

Havnen

Ingen diskussion

Intro

Ti fod høj

Undskyld

Min

Helt min egen

Husk

Hvorfor vil du ikk

XXX Couture

Marquis

Ung for evigt

Martyrium

Ode til kvinde

Paradis brænder

Du gør mig

Aarhus V veteran

VSSB

Momentet

Noget dumt

Frk. Escobar

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA