x
Diverse kunstnere: Milk of the Tree – an Anthology of Female Vocal Folk and Singer-Songwriters 1966-73

Diverse kunstnere
Milk of the Tree – an Anthology of Female Vocal Folk and Singer-Songwriters 1966-73

Dybe dyk i arkiverne på interessant antologi

GAFFA

3 x CD / Grapefruit Records
Udgivelse D. 30.06.2017
Anmeldt af
Espen Strunk

Jeg bliver altid glad, når der ligger en pakke fra London i postkassen – for så er det som regel atter tid til et rockarkæologisk bokssæt fra Grapefruit Records, der tidligere har givet os bl.a. Dust on the Nettles - A Journey through the British Underground Folk Scene og Let’s Go Down and Blow Our Minds – The British Psychedelic Sounds of 1967.

Denne gang rettes fokus så mod, ja, kvindelige folk- og popsangerinder fra anden halvdel af 1960’erne. I alt 60 (!) af slagsen er her repræsenteret, og endnu engang serveres for længst glemte sange (og sangerinder) side om side med nogle af de navne, der kom til at stå som eksemplariske, musikalske udtryk for deres tid.

Her blandt (mange) andre Nico, Melanie, Sandy Denny, Marianne Faithfull, Linda Ronstadt, Buffy Sainte-Marie, Joan Baez – og i øvrigt også Baezs lillesøster Mimi Farina, hvis Morgan the Pirate får lov at lukke den omfattende antologi, som vanen tro ledsages af en booklet med relevant information om de enkelte tracks.

Hertil kommer en række indslag, som må antages primært at have interesse for den seriøst, rockhistorisk interesserede lytter. Med den præmis på plads, er Milk of the Tree imidlertid (endnu) et eminent, populærmusikalsk tidsbillede – til mulig inspiration for nutidens forvaltere af den feminine sangtradition.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA