x
Traditionsbevidst talent

Colter Wall, Tønder Festival, Bolero

Traditionsbevidst talent

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Der er en god hype omkring den 22-årige canadiske sanger og sangskriver Colter Wall, der blandt andet er blevet fremhævet af Rolling Stone som et af 10 nye countrynavne, man bør lære at kende. Koncerten på Tønder Festival er hans første i Danmark og den eneste i denne omgang, og der er lang kø til det smukke og ret intime spejltelt Bolero, hvor Wall går på scenen tidligt fredag aften.

Colter Wall indtager iført cowboyhat scenen alene, men instrumenter bag ham røber, at han senere vil få selskab af sit band. Han griber en akustisk guitar, som er forsynet med en rumklangseffekt, der giver den en dejligt sprød lyd i stil med en dobro-guitar. Selvom Wall er blevet rost for sin sangskrivning, lægger han ud med et covernummer, efter eget udsagn en af sine favoritsange, Jimmie Rodgers’ socialrealistiske ”Mule Skinner Blues”. Wall har en dyb og fyldig stemme, der minder en del om Johnny Cash, og hans fingre danser som en skøjteløber hen over de seks strenge.

Walls egen ”The Devil Wears a Suit and Tie” følger, en hyldest til Robert Johnson, der ifølge myten solgte sin sjæl til djævelen for at blive en så fantastisk guitarist, som han var – til gengæld blev han 27 år og et af de første medlemmer af den berygtede ”Club 27”.

Herpå følger ”Thirteen Silver Dollars”, en ifølge Wall mere eller mindre selvbiografisk sang om et møde, han havde med en politibetjent i sin hjemby Swift Current, Saskatchewan, hvor han blev fundet beruset i sneen og anholdt. Et godt eksempel på Walls evner som sangskriver, ikke mindst tekstforfatter, og en sang, som citerer førnævnte Jimmie Rodgers ”Blue Yodel No. 9” om en lignende situation. Colter Wall har helt styr på traditionerne inden for country, blues og folk.

Under sangen kommer tre musikere på scenen og falder ind med bas, trommer og violin. Herfra får musikken flere dimensioner og ny tyngde, og især Anna Blantons skiftevis længselsfuldt klagende og dansabelt inciterende violin giver sangene forøget flyvehøjde, når hun da ikke går over til smægtende mandolin. Lidt steel-guitar får vi også på udvalgte numre, spillet af trommeslageren, der ligeledes kan multitaske.

Et højdepunkt er ”Kate McCannon”, en mørk sang i ”murder ballad”-traditionen, og i det hele taget er Colter Wall bedst i det afdæmpede og vemodige hjørne, hvor man rigtigt kan nyde hans stemme, guitarspil og sange.

Sættet rummer flere covernumre, blandt andre ”White Freightliner Blues” af Townes Van Zandt, hvis navn vækker genkendelsens glæde i teltet. Også ”Up Against the Wall, Redneck Mother” af Ray Wylie Hubbard og især kendt med Jerry Jeff Walker fra 1973 fremkalder glæde blandt kenderpublikummet, hvoraf flere bærer cowboyhat, og da Colter Wall går af scenen efter fem kvarter, udløser det straks stående ovationer. Også fra mig, for Wall er absolut et lovende, ungt talent, om end hans sange måske ikke ligefrem er gåsehudsfremkaldende eller bryder mure, endnu da. Mindre kan dog gøre det, og han bliver spændende at følge i de kommende år.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA