x
Eik Skaløe: Trip - tekster fra tresserne

Eik Skaløe
Trip - tekster fra tresserne

ANMELDELSE: Eiks efterladte noter er stadig fængslende læsning

GAFFA

Bog / Turbine Forlaget
Udgivelse D. 17.10.2017
Anmeldt af
Espen Strunk

Hvis man gik og troede at, at den fortløbende dokumentation af Eik Skaløes korte og intense liv og værk var helt tilendebragt – ja, så tog man fejl. Også selvom rammen denne gang er rykket fra Gyldendal og Lindhardt & Ringhof til det lille forlag Artur – en underafdeling af aarhusianske Turbine.

Først fik vi ”Breve til en veninde”; i efteråret 2012 kom Jan Poulsens autoritative biografi ”Eik Skaløe: Spejder og Steppeulv” – og året efter, i 2013, den store tekstsamling ”Eik Skaløe - Breve fra vejen af rågummisåler”.

Og nu har Eiks søster Iben Lassesen så (igen) været i arkiverne og præsenterer her et udvalg af efterladte tekster – i smuk forlængelse af netop ”Breve fra vejen af rågummisåler”.

Igen er der tale om et særdeles fint og grafisk smagfuldt dokumentarium over dansk rockmusiks mest mytiske skikkelse – kronologisk ordnet og inklusive både prosa, poetiske og filosofiske betragtninger samt lyrik.

 

Velvalgt titel

Med er således også de tekster, som kan høres på lp’en ”Hip” fra ’67; her optrykt på gråtonet papir. I øvrigt ganske som sektionen ”Traktat om Steppeulven” er det i Hermann Hesses roman ”Steppeulven”, der inspirerede Eik og gav navn til hans kortlivede beatgruppe – en begavet grafisk reference her i den nye bog, må man sige.

Det er fængslende at dykke ned i de 50 år gamle øjebliksbilleder, nedfældet af en begavet og sensitiv ung mand af arketypisk boheme/hippie-snit. Med alle antenner ude og altid på vej mod næste trip, i bogstavelig såvel som overført forstand; bogens velvalgte titel var i øvrigt arbejdstitlen på det album, der som bekendt kom til at hedde ”Hip” i stedet.

”Trip er blevet et spejl,” skriver Iben Lassessen i bogens korte forord og fortsætter: ”Det er ikke en beretning om tresserne set i efterrationaliseringens skrå konturbelysning, den er et direkte pulsslag af kærlighed, tvivl, narkotika, poesi, kammeratskaber og tidens tyranni. Glohede tanker – som de føles, når man er ung – i tresserne.”

Det er en meget præcis karakteristik af bogen, som herfra hilses velkommen på hylden ved siden af den allerede foreliggende Skaløe-lekture.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA