x
Jazzet protolounge, syntetisk new age og minimaltechno

Michal Turtle og Porter Ricks, Phono Festival, Ulys og Musikbiblioteket, Odense

Jazzet protolounge, syntetisk new age og minimaltechno

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Anden dag på Phono Festival, fredag d. 13. begyndte trods datoen i relativt rolige og hyggelige omgivelser, nemlig på Odense Musikbibliotek, med foredrag og oplæg til diskussion og debat af den amerikanske musikjournalist og booker Lisa Blanning om sexisme i musikindustrien. Og det er i virkeligheden ikke helt korrekt, for debatten handlede ikke i så høj grad om sexisme i musikindustrien som om, hvad der kan gøres for at bekæmpe problemet. Blanning kom i den henseende ind på flere forskellige strategier, lige fra kvotetænkning a la affirmative action som man kender det fra USA til at hænge folk ud på nettet. 

Som man næsten kan fornemme, blev disse forskellige mulige strategier præsenteret med nuancer snarere end i den sort/hvide forstand, som måske lidt for ofte præger debatten, når den huserer på de sociale medier, og pointen gik ofte på, at kontekst var særdeles væsentlig, såvel som god gammeldags omtanke. Skal man hænge folk ud som sexister på det store internet, så skal man først lige sikre sig, at de rent faktisk er det, for offentlig elektronisk gabestok kan være en alvorlig affære, men også et brugbart værktøj som det f. eks. ses i den aktuelle Weinstein-affære i netop disse dage.

Det blev også diskuteret, hvordan man kunne komme problemer med dårlige gramsende vaner til livs på dansegulve i klubber med elektronisk musik, safe space-strategier, på godt og ondt (hvor går grænsen mellem ønsket om at beskytte en minoritet og så egentlig udelukkelse af andre grupperinger, herunder potentielt andre minoriteter?), sammenhæng mellem spørgsmål om sexisme, racisme, homofobi og økonomiske klasseforskelle.

Nu kan det måske lyde, som om der var tale om en tung politisk affære med smag af fodformet halvfjerdserretorik og rullekrave, men det var egentlig ikke tilfældet. Der var fin snak mellem Blanning og de fremmødte gæster, og der var ingen antrit til at udstille hinanden, folk og fæ som både det ene eller det andet, som det måske lidt for ofte hænder, når linjerne trækkes hårdt op bag de til tider måske lidt vel små skærme derude. Så det kan muligvis være konklusionen – engang imellem kan dén snak være værd at tage, når man samtidig kan se hinanden i øjnene og ikke jævnligt afbrydes af invitationer til bamsespil eller popup-vinduer med Bilka-tilbud eller benhård ballonporno alt afhængigt af cookiepræferencer.

Michal Turtle *****

Aftenens musikalske program præsenteredes nok engang i Ulys-kunsthallen på Odense Havn, og her stod britiske Michal Turtle klar bag et bord fyldt med mixere, laptops, controller-keyboard og andet godt. En dj-følgesvend og med-musikant, Hove, på bl.a. elguitar og yderligere elektronik, blev det også til, og på lyssiden dansede Phonos lyskegler synkrondans, mens abstrakte grafikprojektioner prydede bagvæg og loftplader over publikum. Turtle har rødder i firserne, hvilket man nogle steder godt kunne fornemme, men på lidt anden vis end man måske kunne forvente.

Det ville ligne Phono Festival at hive fat i en fyr med electro-rødderne i orden. Eller måske en smule mavesur industrial. Måske endda udgangspunkt i noget synthpop eller wave. Turtle havde ikke nogen af delene, men snarere baggrund et sted mellem let jazzet protolounge og meget syntetisk new age; sine steder kunne det minde om firser-Eric Serra på skumfiduser eller måske en smule Claude Larson, alt sammen tilsat en art simpel houserytmik. Hove spillede effekter og spredte typisk korte akkorder på sin guitar, mens Turtle selv vekslede mellem næsten pastiche-agtige loungeakkorder og triller på sit keyboard og så skarpe FM-agtige lyde, der ikke sjældent blev rigeligt garneret med både pitchbender og vibratohjul.

Men – og det er ikke nogen uvæsentlig detalje – musikken blev leveret og ekspederet uden kølig og afmålt ironisk distance – de to musikere gik alvorligt nok til opgaven, spillede godt og respekterede musikken for, hvad den var, hvilket også betød at den i perioder bevægede sig ad andre stier end de mest oplagte; nogle passager lød lidt, som hvis Jan Hammer havde fået en ukendt M83-mutantsøn et sted i midtfirserne, og det skal – naturligvis – forstås positivt. Turtle kunne spille og også improvisere på sine tangenter, hvilket gav musikken yderligere liv og helt klart gavnede koncertoplevelsen som netop koncert. Bevares, nogle idéer blev genbrugt et par gange undervejs, nogle passager fungerede bedre end andre, men der var nok variation til, at man ikke kedede sig, og det hele havde en til tider ultrasyntetisk karakter, som helt klart talte til helheldsbilledets fordel.

Nu var jeg indledninsvist inde på, at Michal Turtle ikke med nogen grad af rimelighed kan tilskrives pionerstatus i nogle af de firsergenrer, der i dag regnes som cool: synthpop, wave, industrial, electro, men ret skal nu engang være ret, og var det materiale, han stillede med til koncerten i rimelig grad hentet fra mandens firserperiode, så kan man godt argumentere for, at det her kunne kaldes for proto-vaporwave, men altså netop, og heldigvis, minus ironisk distance i både første, anden og syvende og evt. selvreflekterende forstand. Og det er jo, trods alt, ikke hver dag man ser den slags, så jeg tipper positivt og sniger mig op på fem stjerner.

Porter Ricks *** (billedet)

Den tyske duo Porter Ricks stillede op med laptops, mixere og en mobiltelefon-app, der lød lidt som en Kaoss Pad, og der blev lagt tungt og dubbet fra land, maskinelt og måske en lille smule filmisk, dog uden på nogen måde at være malerisk. Herfra drejede musikken i retning af minimaltechno, nok engang med dubbet afsæt, og tempoet blev skruet i vejret i takt med de evige fire til gulvet. Ingredienserne var få - tung og bastant bastromme, tung og bastant baskværnen, her og der tilsat filtreret hvid støj og Kaoss Pad-agtige effekter, og det var, det meste af koncerten igennem, faktisk det.

Man kan kalde det konsekvent eller et konsekvent levn fra halvfemserne, hvis man er mere i det humør, men skarpt produceret var det. Enkelte steder væltede bassen måske lidt over, men ikke noget af egentlig betydning – ingen tvivl om at de to herrer, Thomas Köner og Andy Mellwig, havde styr på deres virkemidler, og selvom der aldrig opstod rigtig ravestemning blandt publikum, så fik de da en vis gang i noget af folket. Fungerede det så som koncert? Nogle vil hævde, at det ikke er rette spørgsmål i en kontekst som denne, og fair nok, men jeg er nu engang, i denne rolle, sendt afsted som koncertanmelder, og så er jeg nødt til at forholde mig til netop det spørgsmål, og som svar hælder jeg til et forsigtigt: ikke i nogen nævneværdig grad.

Mobiltelefon-app'en blev aldrig til andet end en gimmick og virkede dermed som akkumulerende træls indslag, jo længere seancen skred frem, og det virkede i flere perioder relativt småt med egentlig live-ageren af væsentlig betydning, på samme måde som performance-delen var til at overse. Således var underholdningsværdien, om man så må sige, lagt på publikums skuldre; man kunne danse og lave en fest. Det var der så nogle der gjorde og en del der undlod, og fred være med det, alt sammen.

Jeg er med på, at minimaltechnoen netop benytter sig af minimale virkemidler, og jeg indrømmer gerne, at det har aldrig været min bedste kop te. Muligvis fungerer det bedre med stoffer eller pissefuld og på æblejagt, men det har altid forekommet mig, at minimaltechnoen ofte har en tendes til at kamme over og blive til ren og skær funktionstechno, det som også engang for år tilbage, og med lidet flatterende term, var kendt som club tools, altså musik sat sammen med et helt konkret formål, nemlig at få folk i en festsituation et sted i senhalvfemserne til at danse, gerne på stoffer eller godt lakket til på alkohol.

Og er der så noget galt med det? Egentlig ingenlunde, men jeg synes bare ikke, det er så spændende rent musikalsk efter det første kvarters tid. Det er de små nuancer, vil fans hævde, meget små vil jeg dertil svare, og i øvrigt påstå at man kan sige det samme om snooker-genudsendelser på sportskanaler sent om natten; noget jeg heller ikke i nævneværdig grad bruger tid på. Hen mod slutningen af koncerten bød Porter Ricks på mere afveksling, hvilket fungerede fint. Jeg kunne personligt godt have tænkt mig lidt mere af den slags undervejs, men sådan skulle det ikke gå. Jeg lander på tre stjerner, for ingen tvivl om at de tysker herrer kunne deres kram, deres genre, men jeg synes kun i meget begrænset omfang, at de formåede at række ud over den. Er man så bare helt pjattet med lige præcis dubbet minimaltechno med rod i midthalvfemserne, ja så havde man angiveligt en fest.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA