x
Carpark North: Hope

Carpark North
Hope

Benzin på bålet. Stadionrockerne kan ikke få nok af det hele

GAFFA

Album / Copenhagen Records
Udgivelse D. 27.10.2017
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Der er ingen hellige køer hos powertrioen Carpark North, der gør en dyd ud af at lufte de helt store følelser i stadionformat. Og deres femte album Hope er ingen undtagelse. Det er et velgennemtænkt og stærkt produceret album. Man er aldrig i tvivl om, hvor Carpark North er på vej hen, og virkemidlerne er yderst velkendte. De er de hurtige temposkift og momentvise orkanudladninger, der svinger den musikalske taktstok, mens bandet undervejs falder ned i en række ømme øjeblikke.

Carpark North tør som de få at køre denne storladne stil helt ud uden den mindste vaklen i geledderne. Det gør trioen stærk og overbevisende i deres genkendelighed, hvor det stadig er en let antændelig electrorock med susende melodier i øjenhøjde, der giver en fornemmelse af, at man er vidne til noget stort. Her er Carpark North matematisk beregnende i deres opbygning af sangene, der ved nærmere eftersyn er lidt tomme i indholdet. Eller man kan sige, at den helt originale sangskrivning mangler, fordi det er hørt og afprøvet før.

Carpark North er heldigvis ikke bange for at afsøge nyt terræn, og en række mere legende og poppede sange har fundet vej, som i barndomshyldesten When We Were Kids med et børnekor, der får halet sangen ned i gulvhøjde. Der bliver også flirtet med glitterpoppen på Right Where I Want, som piskes frem af en levende synthflade. Og gruppen gør sig også godt i den hårdt rockende Raise Your Head, der fungerer som classic Carpark North.

Albummets tekster er skrevet ud fra sanger Lau Højens tab af hans mor, der døde af kræft. Og der bliver sunget med stor indlevelse i sangene, som kredser om tab og kampen for at genvinde håbet og troen på livet. Og der er masser af patos og livsstyrke i både vokal og melodi hos trioen.

Og så debuterer de med et par dansksprogede sange. Her er vi desværre på niveau med Nik & Jay, som med ordene ”De eneste spirtårne, vi skal bygge/er de højeste drømme i vores sjæl” fra sangen Glastårne. Så kan det næppe blive meget mere svulstigt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA