x
Phil Collins: Ikke død endnu

Phil Collins
Ikke død endnu

ANMELDELSE: En drengedrøm, der blev til virkelighed og meget mere

GAFFA

Bog / Memoris
Udgivelse D. 08.11.2017
Anmeldt af
Vicki Kragh Pedersen

Når jeg tænker tilbage, er Tarzan-soundtracket det første Phil Collins-musik, jeg kan huske at have hørt. Det var slutningen af 90’erne, og Disney-film var det bedste i verden. Dengang vidste jeg selvfølgelig ikke, at det var Phil Collins, der havde lavet musikken, fordi Stig Rossen sang alle de danske versioner – det var bare god Disney-musik. Efterhånden som jeg blev ældre, begyndte jeg at høre mere Phil Collins og Genesis. Invisible Touch, ja tak. Jeg er fan, og derfor har Phils selvbiografi også været en pageturner.

Philip David Charles Collins voksede op i 1950’erne og 1960’ernes England som yngste barn i en søskendeflok på tre. Faderen var forsikringsmanden, der forsørgede familien, mens moderen gik derhjemme og opfordrede børnene til at følge deres drømme. Alt dette foregik, som Phil Collins nævner mange gange i bogen, ved sidste stoppested. Han er vokset op derude, hvor kragerne vender, og det ligger dybt i ham, uden at det har været hæmmende. Phil Collins har været et glad barn.

Det lå tidligt i kortene, at Phil Collins skulle være trommeslager. Selv giver han julemanden skylden. Som tre-årig fik han en plastictromme, der blev startskuddet på drømmen om at blive trommeslager. Ingen havde set det komme. Som 12-årig fik han sit første rigtige trommesæt – and the rest is history.

Efterhånden som Phil Collins vokser op og får en bredere musiksmag, deriblandt Beatles, bliver det alfa og omega for ham, at han skal være trommeslager. Det er den eneste vej. Han flirter lidt med teater, men det er musikken, der ender med at vinde.

Musikken fører også til en indspilningssession med George Harrison, da denne er i gang med sit første soloalbum efter Beatles. En nervøs Phil Collins får en chance som percussionist på et enkelt nummer, men optagelsen ender under fraklip.

Land of Confusion

Det slår ikke Collins ud. Han vil være professionel trommeslager og prøver kræfter med flere forskellige småbands. En dag ser han en annonce om et band, der søger en trommeslager og en 12-strengs guitarist. Han tager en guitaristven under armen og går til audition. Vennen slipper ikke gennem nåleøjet, men det gør Phil Collins. Nu er han officielt trommeslager i Genesis. Han er 19 år gammel, året er 1970, og det kan næsten ikke blive større.

Det går godt. Genesis spiller alle de koncerter, de kan komme i nærheden af, men en dag i 1975 siger forsanger Peter Gabriel stop. Bandet er på toppen, men står nu pludselig uden forsanger. Kæmp eller flygt? Kæmp! Mange potentielle forsangere prøves af, men i sidste ende synger Phil bedst. Phil-æraen af Genesis kan begynde.

Vejen til helvede…

Som siderne i Phil Collins’ selvbiografi tæller opad, bliver det tydeligt, at hans liv er plaget af hans egen dårlige samvittighed. Han vil gerne forsøge sin familie, og han vil gerne frem i verden. Han får så mange ”once in a lifetime”-muligheder kastet i sin favn, at det går ud over familien, og det er blot en af grundene til, at hans privatliv tæller tre forliste ægteskaber. Han har gjort det så godt, at det er skidt – for familien.

Jeg har aldrig læst (selv-)biografier i hobetal, men denne her er velskrevet. Jeg kan kun tillægge det, at Phil Collins selv har haft en finger med i spillet og ikke udelukkende har fortalt sin livshistorie til en professionel forfatter. Med få undtagelser er alt, hvad han rører ved perfekt. Denne bog efterlader følelsen af, at han har fortalt den til mig, ligeså meget som han har fortalt den til sig selv. Da jeg først åbnede bogen, var den svær at slippe, og de godt 450 sider fløj afsted, så hvis du ligesom jeg er fan af Phil, så bør du læse hans selvbiografi.

For nogle år siden kom det frem, at Phil Collins havde mistet hørelsen på det ene øre og ville trække sig tilbage. Heldigvis for os fans varede det ikke længe, før han aflyste sin pension. Vi kan kun krydse fingre for, at vi ikke har hørt det sidste fra Phil.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA