Eminem: Revival

Eminem
Revival

Er tiden løbet fra Eminem?

GAFFA

CD / Universal Music
Udgivelse D. 15.12.2017
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Eminem viste ellers gode takter med sin Donald Trump freestyle til BET Awards, og kollegaen Jay-Z demonstrerede tidligere på året, hvordan man stadig kan holde sig relevant og vedkommende som ”moden” rapper på vej mod de 50, men desværre er Marshall Mathers’ niende studiealbum en undervældende rodebutik fra stortalentet.

På det minimalistiske, Beyoncé-gæstede åbningsnummer, Walk on Water, undrer Eminem sig råbe-rappende over, hvorfor hans seneste par udspil ikke har nået samme status som mandens første tre, ikoniske indtog på hiphopscenen. Svaret på det spørgsmål demonstrerer han desværre så udmærket på Revival, der mange steder knækker under vægten af himmelstormende og fantasiløse stadionhiphop-omkvæd, dovne samples (I Love Rock N Roll, really?!?) og ligegyldige gæsteindslag fra stjerner som Pink, Alicia Keys og Ed Sheeran, hvor særligt sidstnævnte ihærdigt forsøger at vise, hvordan man får sine lyttere til at gabe kæberne af led. Hvorfor ikke få nogle rappere ind, Em? Lidt modspil og ping pong kunne måske styrke kreativiteten.

Eminem vil gerne både være rigtig voksen og følsom på sange som Tragic Endings, fine og ærlige Bad Husband og River, men samtidig vil han også gerne være tossede gamle Slim Shady på mordfantasien Framed, hovedrystende håbløse Heat og Offended (”I’m still coppin’ a feel, like Bill Cosby at will, poppin’ a pill”), og selvom noget af det da er meget sjovt, og man bestemt ikke kan fornægte, at mandens evner som rimsmed stadig er skarpslebne, får det unægteligt Trump-angrebet Like Home og italesættelsen af den racisme, der stadig lever i bedste velgående i USA (Untouchable) til at klinge mere overfladisk, end de tydeligvis er tiltænkt. Det samme gælder i øvrigt de ærlige afsluttere Castle og Arose. Kan man tage mandens tårevædede og hudløst personlige beretninger seriøst blot et par sange efter, han har proklameret: ”I get fellacio and give a facial to a blow up doll of Rachel Dolezal”?

Særligt Rick Rubins bidrag til affæren er monumentale fejlskud på Revival, der i det store hele fejler i sit forsøg på at holde Eminem relevant. Det ville klæde ham at forsøge sig med mere tidstypiske produktioner – a la Chloraseptic. Der er jo ingen, der siger, han nødvendigvis skal halse efter tidens tendenser – slet ikke, men hvorfor dog rappe over Cranberries- og Boogie Nights-samples, når manden efter al sandsynlighed kan vælge og vrage mellem produktioner, som det passer ham? Der sgu være noget mere spændende derude.

Eminem har stadig noget på hjerte, og han har stadig evnerne til at få det ud på fornuftig – og endda sine steder imponerende vis. Efter endt lytning fremstår Revial imidlertid rodet, halvhjertet og ufokuseret snarere end det kreative comeback, man havde håbet på. Er tiden løbet fra Eminem? Forhåbentlig ikke. Jay-Z lavede jo trods alt også 4:44 efter Magna Carta Holy Grail, så jeg tillader mig at tro, der er håb endnu.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA