x
Provokerende pletskud mod religionen

Diverse kunstnere, The Book of Mormon

Provokerende pletskud mod religionen

Anmeldt af Simon Yüksel Nielsen | GAFFA

The Book of Mormon er ikke kun rettet mod mormonismen, men mod alle religioner. Matt Stone kalder musicalen for ”et kærestebrev fra en ateist til religion”, for religion er for den udefrakommende bare et komplet åndssvagt koncept.

Skaberne af South Park, Trey Parker og Matt Stone, står bag The Book of Mormon. Musicalen, der har høstet en overflod af roser i den amerikanske presse for sin måde at kombinere religionskritik, grovkornet humor og storslået musik på niveau med de Walt Disney-film, de fleste af os har set på et eller andet tidspunkt i vores liv. Og med Robert Lopez som komponist, der blandt står bag musikken til Frost, er det heller ikke så svært at se den sammenhæng.

Nu har stykket ramt København, oversat til dansk og iscenesat på Det Ny Teater af Kasper Holten, der senest har været operachef ved Royal Opera House i London.

Det umage venskab

The Book of Mormon fortæller historien om det umage venskab, vi alle kender til. Vi har før set det på film, måske kender vi til dem ude i periferien, måske har vi endda selv været der. Venskabet mellem Ældste Price, spillet af Silas Holst og Ældste Cunningham, spillet af Carsten Svendsen er alt andet end det oplagte. De er født mormoner, har studeret hvert et ord i helligbogen og skal nu bestå den ultimative manddomsprøve. De skal rejse til Afrika, nærmere betegnet Uganda for at overbevise den lokale befolkning om, at et liv med Mormons Bog i hånden bare er det fede.

Ældste Price vil hellere til Orlando i Florida – der hvor man kan tage i Disney World og Sea World – og er derfor af naturlige årsager lidt skuffet over at blive sendt til et sted med AIDS og hungersnød. Ældste Cunningham er ellevild over det ventende forestående og betragter med det samme Ældste Price som sin nye og bedste ven.

Tvivl og beskidte tanker

Selv mormoner mødes af tvivl og beskidte tanker. De fortæller det helst ikke til nogen, og bør i virkeligheden bare slukke for de tanker, som ”Bare sluk” så humoristisk fortæller os undervejs i stykket. Deres medmissionærer på det afrikanske mormondistrikt er i deres fine uniformer et symbol på overfladen, hvor der indenunder ulmer noget, der menes at være forkert. Men som det altid er med det umage par, bliver tingene hurtigt rykket lidt rundt.

Ældste Price er mormon efter bogen – i bogstavelig forstand. Ældste Cunningham befinder sig derimod et stykke derfra. Måske har han aldrig læst bogen, fordi den i virkeligheden er for kedelig. Han kan bedre lide Star Wars og Ringenes Herre, der ifølge de andre mormoner er spild af tid. Venskabet mødes hurtigt af uenigheder, håbløshed og løgne, og vejene mellem Ældste Price og Ældste Cunningham skilles i et væld af tvivl og en naiv tro på, at lykken stadig findes i religion – bare et andet sted end i Afrika. Men Ældste Price rammes af sin samvittighed. Han fortaber sig i sine drømme og finder pludselig sig selv i Helvede, der står som et scenografisk højdepunkt i stykket. Scenens dybde forstærkes af røg og det røde scenelys, imens djævlene danser manisk som silhuetter under en svævende Ældste Price. Det er atmosfærisk, hypnotiserende og omsluttende.

Ældste Price og Ældste Cunningham mødes igen, efter at have været ude på hver sit eventyr, men det er et møde, der denne gang er bygget på noget andet, end det var i starten. Ældste Cunningham har i mellemtiden forelsket sig den unge pige Nabulungi, spillet af Lea Thiim Harder, der er faldet for fascinationen af Utah og Salt Lake City. Den Boko Haram-sympatiserende militærgeneral General Røv Fucking Nøgen, spillet af Al Agami, holder befolkningen i et jerngreb og tolerer ikke den udefrakommende religion. Men i Ældste Cunninghams alternative fortællinger om mormonernes tro, der minder om noget mellem Scientology og moderne eventyrfilm, finder Nabulungi håbet om paradis.

Kompromisløs og provokerende

The Book of Mormon er som South Park, der møder Løvernes Konge, der møder Monty Python. Igennem stykket fremstår det hele håbløst åndssvagt, men den strømlinede og flydende scenografi, giver undervejs en dyb og omsluttende effekt. Og samtidig stilles der spørgsmål til vores eksistens, tvivlen ved at gå religionens vej, og ungdommens naive tiltro til, at det hele nok skal ende, som man oppe i hovedet forestiller sig det.

The Book of Mormon er voldsomt underholdende fra start til slut. Carsten Svendens leverer en blændende præstation som den ultranaive og følelsesstyrrede mormon, Ældste Cunningham. Imellem store stemmer og charmerende karakterer har den danske oversættelse af Kenneth Thordal fundet sig et solidt ståsted, der ikke går på kompromis med den oprindelige hensigt. Lydsiden lægger sig op ad noget fra en Walt Disney-film, og det gør det sådan set bare svært at sidde stille.

The Book of Mormon leverer en konklusion til de tanker, vi alle på et eller andet tidspunkt har haft, og samtidig leverer den et solidt spark i ansigtet på den politiske korrekthed. Og med sine mere end to timer lange spilletid når stykket i mål med det, der skal fortælles. Historien om, at det i sidste ende er lidt sjovere at leve efter sit eget ønske, end ud fra det, der står skrevet i en gammel bog.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA