x
Et unødvendigt lydinferno

Alex Vargas, Royal Arena, København

Et unødvendigt lydinferno

Anmeldt af Rasmus Jensen | GAFFA

Torsdag aften var Royal Arena og 6000 koncertgængere vidne til Alex Vargas’ største livegig til dato og kulminationen på hans karriere indtil videre. Han lagde ud med at sætte aftenens koncert i relief til hans optræden på Ideal Bar, hvor der vel er plads til 100 mennesker, for tre år siden. Det er også svært ikke at have respekt for en gut, som 17 år gammel tog den klassiske vej mod stjernerne, den vej, håbefulde lykkeriddere og gøglere tog, inden talentshows, reality-tv og andre fastfood tracks definerede en ny rute for dem, der ikke havde tålmodighed, gåpåmod og talent. Alex Vargas var ikke en af dem. Han tog til Londons pubber og klubber, hvor han med sin akustiske guitar kæmpede sig til det, der blev hans gennembrud i 2016 og mere present aftenens koncert.

Salen var nedskaleret til halv størrelse, men med hvert et sæde besat og et fyldt gulv var det en udsolgt sal som Alex Vargas trådte ind i klokken 21:00. Publikum var Københavns ungdom, med en ikke overraskende overvægt til kvindekønnet.

Ensom badet i spotlight og med sin guitar åbnede Vargas showet med sin vel nok nyeste sang, som han skrev for nylig til P3s ”Sangskriver”-program i forbindelse med en ung mands hjertekvaler. Efter få riff og en sindssygt sikker vokal kunne aftenen ikke starte bedre.

Sætlisten bestod selvfølgelig hovedsagelig af sange fra hans seneste album Cohere – det første fuldlængdealbum under Alex Vargas-navnet – og den første var ”Follow You”. Stilen fra første nummer blev holdt, og Vargas kunne ikke skjule, hvor meget det betød for ham at spille netop her. Aftenens højdepunkt kom lige efter med sangen ”Howl” fra ep’en af samme navn fra 2013, og publikum frembragte anerkendende applaus, og gåsehuden kom krybende. ”Howl”-ep’en indeholder uden tvivl Vargas’ bedste sange og er vel også her, hans musikalske dna ligger. Det havde klædt koncerten, at han havde krydret sætlisten med flere sange fra den ep, som jeg personligt mener slår, hvad han har udgivet efterfølgende med flere længder.

Elektronisk lydinferno

Det skulle vise sig, at ”Howl” var sidste nummer, som viste Vargas’ fintfølende melodiske singer-songwriter-evner. Herefter kom det tre mand store band på scenen, og musikken blev pumpet kunstigt i vejret med en alt for overvældende bas tilsat et elektronisk lydinferno. Når jeg kiggede ned på det stående publikum, lignende de rene saltstøtter, som nærmest paralyseret blev blæst bagover.

Uden undtagelse blev numrene derfra udført ud fra eksakt samme skabelon: Vargas starter solo med sin guitar i spotlight og bygger langsomt sangen op. Så langt så godt. Men hver gang bandet indtræder og sangen når sit crescendo, kammer den helt over, dog i et til tider ofte velfungerende lysshow. De elektronisk pumpede trommer og synthesizere hensætter salen til en natklub klokken seks om morgen, hvor dj’en tror, at jo højere volumen og jo kraftigere bassen er, jo bedre er musikken.

Hvis dog bare den gode Vargas ville skrælle lidt af al den flødeskum og glassur af og nedtone sine liveversioner lidt. Begrænsningens kunst kan nogle gange være den sværeste, og det beviste Vargas desværre lidt for ofte i aften. Der er ingen tvivl om, at håndværket, stemmen, talentet og melodierne er der, men meget af det, foruden stemmen, druknede i de lidt for pumpede beats, loops og elektronik. Jeg vil ønske, at Vargas en dag tager på en unplugged turné med band, for hans sange kan bære det, og melodierne og skønheden vil fremstå så meget klarere og smukkere.

Hvis jeg skal nævne andre end de tre første og bedst fungerende sange, så var ”Shackled Up” utrolig nærværende og smuk, indtil diskorytmerne kom på. ”Solid Ground” var en publikumspleaser og også den sang, sammen med ”Inclosure”, der skabte den bedste stadion-koncertstemning med fællessang, og hvor hele salen blev omfavnet. ”Giving Up the Ghost” havde en god rockklang, som heldigvis aldrig nående at kamme helt over, og den dystre, men alligevel håbefulde ”Wear Your Demons Out” gjorde sig godt, uden dog at brænde helt igennem.

Alex Vargas havde uden tvivl sit livs aften. Men desværre ville han for meget og fyldte alt for meget på sangene, hvor et ofte alt for ukontrollabelt lydinferno forvrængede mange af numrene. Jeg vil ønske, han får nedtonet sin sampler mere til næste gang og får inkluderet mere af sit akustiske materiale (eller laver noget nyt), for de sange, der fungerede bedst i aften var fra hans ep’er, mens de nyeste stod noget svagere og skabte ikke meget ”coherence” – desværre.    

 

Sætliste:

  1. ”Pick It Up Again” (P3 ”Sangskriver”)
  2. ”Follow You”
  3. ”Howl”
  4. ”End Game”
  5. ”7 Sins”
  6. ”Tidal”
  7. ”Inclosure”
  8. ”Shackled Up”
  9. ”Cohere, Pt. 2”
  10. ”Oh Love, How You Break Me Up”
  11. ”Sweet Abandon”
  12. ”Indivisble”
  13. ”Solid Ground”
  14. ”Giving Up the Ghost”
  15. ”Wear Your Demons Out”
  16. ”Higher Love”

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA