En enaftensbillet til gentagelsens totale tomgang

Pale Waves, Ideal Bar, København

En enaftensbillet til gentagelsens totale tomgang

Anmeldt af Simon Heggum | GAFFA

De seneste par år er der kommet en ny bølge af britiske, meget unge bands, der er steget i popularitet på en relativ simpel blanding af klingende guitarer og ungdomsforpinte tekster med et 80’er-inspireret islæt. Du ved, dem der siger de er inspireret af bands som The Cure og Joy Division, men ender op med at lyde som Avril Lavigne. Det var den oplevelse, jeg havde med Pale Waves her til aften. Fuldstændig gennemtænkt image, men en total mangel på sange.

Teenagedrøm i tomgang
Manchester-bandet har fået hele det britiske hypetog kørt hen over sig. Alle mulige musikblogs er helt oppe at køre over det, og de er signet til åndsfællerne The 1975’s pladeselskab. Men hin tirsdag-aften på Ideal Bar tager undertegnede sig i at hviske det simple spørgsmål: “Hvorfor?”.

Den halve time op til koncertstart stod jeg mellem folk, der var mindst syv-otte år yngre end mig og havde blandt andet fornøjelsen af at få bræget Katy Perrys (desværre) udødelige bubblegum-hymne “Teenage Dream” ind i hovedet af en flok overstadige fans, og det slog tonen an.

Pale Waves starter ellers ud lovende med en tung synthdrone, der slår tonen an til åbneren “Television Romance.” I front er den vist-nok karismatiske forsangerinde Heather Baron-Gracie, der med sin klædelige Vox Phantom-guitar tydeligvis både vil være Siouxsie Sioux og Robert Smith på én gang. Bandet spiller virkelig godt sammen, og især Ciara Doran skal fremhæves for sit virkelig tighte trommespil. Flankeret er de af de nærmest identiske Hugo Silvani og Charlie Wood på henholdvis matchende blå Fender-guitar og bas, og andendagstøj. Baron-Gracie spiller rollen som goth-lillepige, men hendes forsøg på påtaget indadvendthed bliver så enerverende i længden, at det kommer til at fremstå hult. Siouxsie var farlig, men Baron-Gracie virker mere som en, der har taget valium, mens hun har hørt for meget Cat Stevens. De efterfølgende sange ”Kiss” og ”The Tide” følger den identiske formular af melodiske guitar-riffs, der skeler til ABC-sangen og ”angsty” tekster, der lyder som noget, jeg skrev i mit kladdehæfte i 6. klasse.

Cranberries møder Haugaard
Wood og Doran er aftenens højdepunkt, da bas og trommer kører milimeterpræcist, og bandet har også en række perfekt placerede popbreaks, som trods alt giver et delvist glimt af gip i min forpinte, gamle krop. Baron-Gracie lyder ind i mellem som nyligt afdøde Dolores O’Riordan fra The Cranberries, men enten benytter hun sig af samme type kor-maskine, som Jacob Haugaard gør på Grøn Koncert, eller også er der et eller andet helt galt med lyden, for hun forsvinder i noget, der lyder som en ekkodal beboet af rumpenisser. På ”She” skiftes guitar og bas ud med keys, og det klæder bandet, selvom sangen er ret anonym. Bandet slutter med ”There’s a Honey”, som dog er helt unik, da det er fuldstændig samme sang som åbneren. Endda med et helt identisk omkvæd – dog med ekstra-breaks, hvor bandet lige når at planke synth-itroen til The Whos ”Baba O’ Reily”.

Tilbage i øveren
Jeg ved ikke, om jeg er blevet for gammel, i den blotte alder af 30. Men sammen med førnævnte bands som The 1975 samt Pins og The Amazons står Pale Waves som et skoleeksempel på en ny bølge af lidt for unge bands, der har sat sig så meget fast på en bestemt lyd, at der ikke er plads til nogen som helst form for variation. Jeg deler aftenen med virkelig mange glade mennesker – således både et krammende kærestepar og en flok goth-piger i 15 års alderen, der kan alle teksterne. Om det er mig, der er blevet sur og gammel, eller om nye bands virkelig er så uopfindsomme, at de laver den samme sang om og om igen, og slipper af med det – endda med rosende ord til følge – vil jeg lade stå i det uvisse. Jeg synes, Pale Waves uinspirerede tur til Ideal Bar i aften står som et klart eksempel på det sidste. I kan jo godt! Ind i øvelokalet med jer, og kom ud igen, når I har mere på hjerte!

Sætliste:

Television Romance
Kiss
The Tide
My Obsession
She
Heavenly
Eighteen
New Year’s Eve
There’s a Honey


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA