x
Jack White: Boarding House Reach

Jack White
Boarding House Reach

Halvinteressant rodebutik fra eventyrlysten White

GAFFA

Album / Playground Music
Udgivelse D. 23.03.2018
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Det starter ellers lovende ud på Jack Whites tredje soloalbum, der byder lytteren indenfor med forrygende ”Connected by Love”, som fornemt opsummerer mange af hr. Whites kvaliteter i én komprimeret bouillonterning af et nummer, som byder på brusende orgel, melodisk himmelflugt, vanvidsguitar og mandens karakteristisk skælvende og råbende røst.

”Pyha, helt så håbløs som albumcoveret er musikken heldigvis ikke”, er første lettede tanke, men helt lige så godt bliver det desværre ikke ved med at være.

Anderledes uinteressante er nemlig generiske ”Why Walk a Dog” og hovedløse ”Corporation”, der ikke helt rammer plet i sin søgen efter nye afsæt for Whites udtryk, og nok engang mindes man om, at manden nu engang er en bedre guitarist end sangskriver.

Det er ingenlunde ønskværdigt, at White sidder fast bag guitaren og klaveret. Tværtimod skal der lyde ros til sangsmeden for sin iver efter at se fremad i stedet for at hvile på tidligere tiders meritter. Det er ikke altid lige vellykket, og ”Hypermisophiniac” og ”Ice Station Zebra”, hvor White på sidstnævnte prøver at finde frem til sin indre Prince – hvis altså Prince var ligbleg og havde fået hver en dråbe smidig funk suget ud af kroppen – er lige dele fascinerende og irriterende.

Heldigvis er der også enkelte medrivende stunder på albummet. For eksempel er det svært at sidde stille til fræsende ”Over and Over and Over”, og charmerende slæbende ”What’s Done Is Done” er et af de tilfælde, hvor Whites sangskrivning og futuristiske eksperimenter går hånd i hånd på lykkeligste vis.

Boarding House Reach byder på en overflod af idérigdom, nysgerrighed og kreative udbrud, desværre er det så som så med de gode og mindeværdige sange. Dem må vi have til gode til næste gang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA