x
Dyster dansabel rock lyste op på en forblæst onsdag

Editors, Store Vega, København

Dyster dansabel rock lyste op på en forblæst onsdag

Anmeldt af Rasmus Hans Jensen | GAFFA

Et udsolgt Store Vega lagde onsdag aften rammer til engelske Editors' yderst vellykkede og energifyldte koncert, hvor publikum helt sikkert fik, hvad de kom efter.

Der var ingen tvivl om, at de fleste havde været med fra The Back Room-dagene i 2005, hvor netop det album slog igennem i stor stil, og hvis det ikke havde været for Arctic Monkeys, havde de sikkert vundet en Mercury Prize med netop dette album.

Det var altså i 00’erne, at Editors havde deres storhedstid, og hvor indierocken (stadig) levede i bedste velgående og fik airplay på de toneangivende radiokanaler. De tider virker som lysår siden, men pludselig stod de lyslevende klart for mig denne aften, da Tom Smiths karakteristiske mørke barytonvokal og de semielektroniske toner fyldte salen allerede fra første tone med gruppens nye bombastiske nummer ”Hallelujah (So Low)”. Det virkede til, at det ikke kun var mig, der havde den følelse, for stemningen var fra første nummer høj, og publikum virkede sultne efter Editors' klang.

Knivskarpe nye numre

Den gode stemning varede ved hele koncerten og eskalerede i takt med Editors' energifyldte numre, hvor flere af de nye sange tog sig godt ud, selvom gruppen måske havde smidt en anelse for mange af dem på sætlisten. Ud af Violence-albummets ni sange blev otte spillet.

”Violence” og ”Magazine” var klassiske Editors-numre og stod knivskarpt, og den melankolske ”No Sound but the Wind”, som åbnede ekstrasættet med en ”nøgen” Tom Smith alene med sin guitar i spotlight, var rørende smuk og krøb ind under huden med ord som ”…The things you put in your head, they will stay here forever, our blood is cold and we’re alone….” .

Dog kunne Editors godt have skåret to-tre af de nye numre bort og skiftet dem ud med nogle af deres mere solide ældre sange. Specielt savnede jeg lidt flere sange fra albummet ”An End Has a Start”, som der kun blev spillet to numre fra, men hvor titelnummeret sluttede en helt fantastisk tour de force af på fire sange, hvor de tre andre var ”Lights”, ”Blood” og ”Munich” fra det tidligere nævnte ikoniske debutalbum.

Editors med Tom Smith og den overlegne guitarist Justin Lockley i front gik ikke på kompromis med deres vildt imponerende energiudladninger, og den mørke og til tider dystre stemning, som specielt Smiths vokal frembragte, havde en opløftende stemning over sig, som forplantede sig til alle i salen.

Indierocken lever

Inden koncerten havde jeg set, at Editors holdt sig stringent til deres sætliste, og jeg frygtede dermed en rutinepræget optræden. Men det var slet ikke tilfældet – eller i hvert fald ikke noget, man kunne se – og det gjorde deres optræden så meget desto mere imponerende.

Man kan sige, at der rent samtalemæssigt ikke var meget interaktion mellem forsanger Tom Smith og publikum, hvor det maksimalt blev til et "tak" efter hvert nummer. Til gengæld blev det kompenseret for ved orkestrets optræden og musikalske kunnen, som skabte en ofte euforisk stemning mellem bandet og publikum.

Alt i alt var det en fornøjelse at opleve Editors' mørke tilgang til musikken, med en godt blandet sætliste, som med melodiske, rockede, larmende, dansable og elektroniske numre endnu en gang beviste, at indierocken lever i bedste velgående – i hvert fald live på spillesteder rundt omkring i Europa.

Sætliste:

  1. ”Hallelujah (So Low)”
  2. ”A Ton of Love”
  3. ”Formaldehyde”
  4. ”Darkness at the Door”
  5. ”Violence”
  6. ”No Harm”
  7. ”Lights”
  8. ”Blood”
  9. ”Munich”
  10. ”An End Has a Start”
  11. ”In This Light and on This Evening”
  12. ”Eat Raw Meat = Blood Drool”
  13. ”Nothingness”
  14. ”Belong”
  15. ”Sugar”
  16. ”The Racing Rats”
  17. ”Ocean of Night”

Ekstra:

  1. ”No Sound but the Wind”
  2. ”Cold”
  3. ”Magazine”
  4. ”Papillon”
  5. ”Marching Orders”

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA