x
Langt ude langfredag

Bisse, VoxHall, Aarhus

Langt ude langfredag

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Bisse er ikke for fastholdere, han er altid på vej videre. Når han tager på turné, kan man ikke nødvendigvis forvente, at han primært spiller sange fra sit seneste album. Det kan sagtens være, han i lige så høj grad fremfører numre fra sin næste udgivelse. Det var i hvert fald tilfældet, da jeg sidst så Bisse, tilbage i april 2017 på et udsolgt Atlas i Aarhus. Nu er han atter draget ud på tour, den såkaldte Fuldt Flor Tour, og besøger denne langfredag et mere end dobbelt så stort Aarhus-spillested, nemlig VoxHall, der dog ”kun” er trekvart fyldt.

Den anmelderlovpriste og prisbelønnede sanger og sangskriver med det borgerlige navn Thorbjørn Radisch Bredkjær er kendt for sin høje produktivitet og har på blot tre år udgivet seks album, en ep og en stribe singler. Vel at mærke uden at slække på kvaliteten, for samtlige udgivelser er enten gode eller decideret fremragende (om end vokalen til tider er mikset lidt for lavt, ærgerligt når hans tekster er så gode). På det seneste har Bisse dog sat tempoet en anelse ned. Der gik 11 måneder mellem hans seneste to album, hvilket er rekord i Bisse-sammenhæng. Til gengæld er hans nyeste album, det selvbiografiske 19.6.87, blandt hans stærkeste udgivelser. Nåja, så har han ligesom sidste år udgivet en ny single for at varme op til sin turné, denne gang ”Plexiglas”. En sang, der blev præsenteret med en video, hvor den tidligere så hårfagre Bisse nu var blevet kronraget.

Videoen kom ud for en lille måned siden, og nu har Bisse fået lidt hår igen. Med vanlig sans for dramatik og sceneshow kommer han løbende ind på den blomsterprydede scene efter at have stået i et oplyst glaspodie på bagscenen gemt bag et tæppe, klædt i sort trikot og vanen tro med røde negle og et stort halssmykke. Det er svært ikke at tænke på en Jesusfigur, nu hvor det er langfredag, men det er snarere Bisse, der, om ikke korsfæster os, så giver os en meget stærk fysisk oplevelse. Første sang hedder ”I ske med verden” og er ikke tidligere udsendt.

”Jeg vil ikke være en stjerne, jeg vil ligge i ske med verden” synger Bisse med sin karakteristiske, messende stemme, mens hans fire musikere – to trommeslagere i hver sin side, en guitarist og en keyboardspiller – lægger en solid rockbund. Jeg ville google, hvem der spiller med i det såkaldte Bissebanden, men får kun søgninger om ”Nissebanden”. Lidt research viser dog, at der er tale om trommeslagerne Anders Bach Petersen (fra Bisses gamle band Spillemændene med flere) og Bjørn Heebøll (Slaraffenland med flere), guitarist Lars Bech Piilgaard (Svin med flere) og keyboardspiller Adi Zukanovic (Irah med flere). Fire særdeles erfarne og kompetente musikere, og det behøver man ikke google til at fortælle sig, man kan nøjes med at lytte til, hvad der sker på scenen. Allerede her i første sang kaster de to trommeslagere sig ud i en intens duel, og dem får vi nogle stykker af undervejs.

Danmarks Kate Bush?

Trods mine forventninger om et sæt med forholdsvis få sange fra 19.6.87 (Bisses fødselsdag, skulle man være i tvivl) følger nu et par stykker af slagsen, nemlig P6 Beat-radiohittene ”Bjælkehuset” og ”Legeaftale”, sidstnævnte med Bisse på akustisk guitar. 19.6.87 er et selvbiografisk album, der kigger tilbage på Bisses opvækst i Kirke Såby på Midtsjælland, og interessant nok har han tilsyneladende ikke, modsat mange andre kunstnere, haft en traumatisk barndom.

Musik- og kunstverdenen i det hele taget er ellers fyldt med eksempler på navne, der har skabt stor kunst ud af svigt i barndommen – John Lennon, Eddie Vedder og Rufus Wainwright, for bare at nævne tre – men tilsyneladende ikke Bisse, hvis man skal tage teksterne for pålydende. Han er vokset op som søn af to læger med en søster og en bror, og der manglede aldrig noget, heller ikke kærlighed. Den mest dramatiske begivenhed var tilsyneladende, at faderen faldt om på en løbetur med en blodprop i hjernen – han kom sig dog lykkeligvis igen, og denne historie får vi senere i den rørende ballade ”Drøm om min far” med Bisse på fingerspillet akustisk guitar, Zukanovic på keyboard og ellers intet.

Vi hører også det seneste albums sang ”Lægesønnen”, hvor Bisse fortæller, at lægesønnen ikke selv være læge, han vil ikke redde nogen, han vil bare ligge skrive og synge og skabe sig på den scene, måske er han for forkælet? Jeg tror, han har valgt den rette profession at dømme efter det olympiske niveau, han lægger for dagen – hvis han skulle præstere på samme niveau som læge, skulle han formodentlig være eliteforsker. Jeg kommer til at tænke på Kate Bush, der også kommer fra et lægehjem og dermed den øvre middelklasse og, at dømme efter de biografier, der findes om hende, også har haft en opvækst uden mange sten på vejen, men alligevel har skabt værker, der vil blive stående for eftertiden.

Kostumeramt

Tilbage til koncerten, der byder på adskillige kostumeskift. Bisse hopper ind i glaspodiet igen og er nu næsten nøgen under ”Plexiglas”, og så har han pludselig en rød kjole og lyserød paryk på i ”Kærlighedsbarnet”, hvor han løber ned blandt publikum, mens han blandt andet messer ”Er jeg ikke et menneske?” igen og igen og kigger sine fans lige i øjnene, som om han søger bekræftelse. Det er stærkt, også selvom jeg har set det før til en Bisse-koncert for flere år siden, for selvom manden er ekstremt kreativ, så kan man selvfølgelig ikke forvente, at han skal genopfinde sig selv fra bunden for hver turné.

Bisse skifter atter tøj og er nu klædt mere diskret i kortærmet skjorte og ternede bukser. Kort efter følger et højdepunkt i form af den punkrockede ”Spruttesangen”, spillet med stroboskoplys og skrevet til den nye børnelydbog Bettinas Badekar af Kristan Nordentof. Bogen er en nyfortolkning af den danske tegnefilmsklassisker Bennys Badekar fra 1971, og nummeret er derfor også en lille hilsen til Peter Belli, der lagde stemme til blæksprutten i den originale film. Det kan den nybagte pensionist være stolt af, og meget tyder på, at Bisse vil være en fremragende børnemusiker.

Den elektrofunkede ”Fontex” er aftenens eneste sang bortset fra ”I ske med verden”, der endnu ikke er udgivet – nummeret blev dog også spillet live sidste år – og efter endnu et kostumeskift fremstår Bisse nu som arabisk sheik. Jeg kunne nævne flere stærke stunder, men springer hen til ekstranumrene, hvor multikunstneren nu bærer et blåt sjal. Her kulminerer showet ikke overraskende med gennembrudssangen ”Seks hjerter”, der fuldt fortjent blev et radiohit på P6 Beat, selvom den varer hele otte minutter. Bisse deler hjerter og kærlighed ud til alle, ikke mindst sin højgravide søster, der venter den førstefødte, og ikke et øje er tørt, også selvom Bisse synger forkert i den ordrige tekst. Han er jo kun, som vi lige har forsikret ham om, et menneske. Langfredags lidelse og eftertænksomhed er langt væk. Det her er langt ude i stratosfæren, rent kvalitetsmæssigt.

Seks hjerter eller stjerner ligger det også lige for at tildele Bisse for denne kraftpræstation, der blev mere tilbageskuende end ventet, men han må dog nøjes med fem, og det skyldes blot endnu et first world problem, nemlig at han har vænnet os til et så ekstremt højt niveau på koncertfronten, at der skal endnu mere til at sende os helt op i skyerne. Min sidemand havde ikke set Bisse før, og havde man ikke det, ville koncerten formodentlig være af den slags, man vil kunne fortælle sine børnebørn om i en fjern fremtid, hvor Bisse sandsynligvis stadig er et navn, man husker.

Medmindre den kunstneriske åre løber tør om få år, og Bisse brænder ud i atmosfæren. Eller hvis hans produktioner lægger sig til rette på et lidt mere jordnært leje, sådan som det er sket for navne som Paul McCartney, Brian Wilson og Stevie Wonder, der også var ekstremt produktive på et meget højt plan, da de var i 20’erne (jeg nævner ikke Bowie og Dylan, da de nogenlunde har holdt kvaliteten gennem hele karrieren, med enkelte udsving, der er bare gået lidt længere tid mellem udgivelserne i de senere år). Én ting er i hvert fald sikkert: Det er dybt fascinerende at opleve Bisses kreativitet blomstre i fuldt flor, lige her, lige nu.

PS: Nåja, Bisse nåede også lige at fortælle fra scenen, at han udgiver et nyt album til maj, hvor han også spiller på Spot Festival, selvom han vist straks fortrød, at han havde sagt det. Så selvom der ikke var mange nye sange i aften, er han altså ikke gået ned i gear.

LÆS OGSÅ: Stort interview med Bisse: Åbent kraniebrud skal der til

 

Sætliste:

(Iført ”Gollum”-outfit:)

I ske med verden

Bjælkehuset

Legeaftale

Takvingen

Plexiglas

Kærlighedsbarnet

(Tøjskift: Blomsterbarnet)

Drøm til min far

Alenedag

Spruttemonsteret

Fontex

Røde kinder

(Tøjskift: Sheiken)

Se frem

Flyder sammen nu

Drabant

Indendørssæsonen

Ekstranumre:

(Tøjskift: Buster)

Shotgun for dig

Seks hjerter

Ekstraekstra:

Fjerne slægtninge

 

Musikere:

Bisse: Sang, akustisk guitar

Anders Bach Pedersen: Trommer, slagtøj, elektronik

Lars Bech Pilgaard: El-guitar

Adi Zukanovic: Keyboard

Bjørn Heebøll: Trommer, slagtøj

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA