x
Cool cats i whiskeycirkus

Warhaus, Posten, Odense

Cool cats i whiskeycirkus

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Arkivfoto

Udtrykket på Maarten Devolderes to soloplader under det hidsige moniker Warhaus er ret så ligefrem med en gentagen brug af mørk og varm percussion med en kontrolleret stemningsfyldt croon. Af og til spædes stemmen med et kor, en blæser eller kæreste Sylvia Kreuschs nuancerende stemme. Det fire mand høje band talte ikke Kreusch denne aften på Postens lille scene, og man blev som publikum lynhurtigt bevidst om Warhaus’ løsninger i live-sammenhæng.

“Well Well” blev præsenteret som en relativt konventionel rocksang uden meget krudt bag frontmanden, men dog med en væsentlig introduktion af en jamrende trækbasun, der fik sin retmæssige plads i sættet bl.a. takket være en flittigt benyttet loop-pedal. Anden sang “The Good Lie” fik frontmanden lidt ud af starthullerne med formanende fagter og en febrilsk håndtering af mikrofonstativet. Det var Dean Martin og Tom Waits. Desværre trængte stemmen aldrig for alvor gennem fyldig percussion og blæser.

To loop or not to loop

Koncertens højdepunkt ramte umanerlig tidligt med en suveræn live-udgave af instrumental-nummeret "Beaches" fra debuten We Fucked A Flame Into Being. Med tordnende trut genem loop-pedalen og et ridslende riff, der blev afløst af sensuelle prik på marimbaen og udmagrede gisp blot for at eksplodere tilbage i en manege af et vulkansk tordenvejr. Det var en særdeles elegant måde at vise, hvordan bandet magtede deres få instrumenter og sammenspillet til perfekt skævvreden stemning.

Men Devolderes sange er egentlig ikke så udfordrende, og når man lytter pladerne igennem kommer kvaliteten mest fra de simple popmelodier, der ofte leveres som en dunkel duet mellem en crooner og hans udkårne. På Posten var udtrykket løftet til en omgang semi-rock, og de ellers charmerende sange kom hurtigt til at lyde som en omgang Kasabian post-Asylum-albummet eller Editors, der har rustet lidt for længe ude i cykelskuret.

Det blev en smule ensidigt og kedeligt at være til Warhaus-koncert, og det på trods af, at man netop fik en autentisk live-oplevelse med numre, der udfoldede sig markant anderledes end dem, man hører derhjemme. Da backstage-området lod til at være lukket af, måtte Devoldere og bandet træde ned blandt publikum hhv. under længere solostykker og under en tiltrængt afveksling med Maarten Devoldere aldeles solo og blottet i fremførelsen af den noget nær liderlige “Kreusch”.

Mi Warhaus es su Warhaus

En sang som “Dangerous” fremstod også ganske amputeret, da store dele af den kendetegnende instrumentering var fraværende og naturligvis den betydningsfulde modvægt i en kvindes vers og korsang. Jeg henledes til at tro, at manglen på strygere i live-sammenhæng har været afgørende for, at en sang som “Everybody” ikke var en del af aftenens sæt. Lige præcis den sang burde dog sætte Warhaus i egen bås med sin ukuelige lyd af udødelig evergreen, og det var ret skuffende ikke at få den med.

Derimod fik vi vildskab i form af den langt fra poppede “Here I Stand”, der for en stund truede med at se Devoldere give helt slip. Al hans coolness og fastlagte stil i fremtoning og sangstemme binder ham til en relativt forudsigelig performance. Heldigvis fandt blæserne vej tilbage i sættet, lige som man alvorligt savnede lidt spænding, og med både basun og trompet, der blæsede i vilden sky på “I’m Not Him”, var det, som om et summende herrekor af billion arbejderbier pludseligt havde fundet vej til Posten.

Det virkede ganske oplagt, men alligevel som en særdeles drilsk utroskab at spille “Fall in Love WIth Me” som ekstranummeret. Særligt fordi Warhaus her viser, at de sagtens kan levere de små bittersøde sange, som de tager sig ud på udgivelserne, og for en gangs skyld fungerede det langt bedre uden originalens korsang.

Opvarmning: Soviet Grass ****

Her er et belgisk rockband med hjertet på rette sted. Der var klare nik til bands som Queens of the Stone Age og til de gamle sorte blueskoryfæer. Opvarmningen til Warhaus trådte dog helt passende i retningen af gennemtærsket bluesrock uden at blive helt så karikeret som på de få og små udgivelser. Med en karismatisk og energisk frontmand var man godt underholdt, og der er tydeligt format til større scener og bredere anerkendelse. Sange som “Like a Zebra” og “Shangrila” lever og ånder i bluesede gentagelser, der mere end så mange andre stilarter for alvor fremhæver live-musikkens tekstur og forbifarende mageløshed.    

Sætliste:

Well Well

The Good Lie

Control

Beaches

Against The Rich

Love’s a Stranger

Kreusch

Dangerous

I’m Not Him

Here I Stand

Machinery

Mad World

Fal In Love With Me


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA