Snoop Dogg: Snoop Dog Presents Bible of Love

Snoop Dogg
Snoop Dog Presents Bible of Love

Varmblodet og gennemmusikalsk maratonhyldest til kærligheden

GAFFA

CD / RCA
Udgivelse D. 16.03.2018
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Noget af det fantastiske ved Snoop er – ud over, at han kan rappe en kogebog og stadig lyde cool som ind i helvede – at han alle dage har gjort, hvad det passer ham. Hvad enten det er at lave horrorfilm, porno eller madprogrammer eller musikalsk at lave hiphop, reggae eller 70’er-funk. Nu er tiden så kommet til gospelmusikken, og det er faktisk slet ikke så tosset, som det måske lyder.

Der er nemlig en ægte kærlighed til den storladne og gudfrygtige genre, der gennemsyrer The Bible of Love, som i løbet af 32(!) numre ikke alene formår at fusionere hiphop og gospel på fornuftig vis, men også byder på store mængder rendyrket gospel af fineste skuffe.

Snoop selv holder sig for et album, der bærer hans navn, relativt meget i baggrunden og lader musikere og sangere komme frem på scenen, hvorfor ”Snoop Dogg Presents”-mærkatet også giver god mening.

Det er en varmblodet og gennemmusikalsk maratonhyldest til kærligheden, der ikke taber pusten eller intensiteten, den overvældende spilletid til trods. Der er ikke andet at gøre end at lade sig rive med, og når man er i gospel-humør, er det her et femstjernet udspil. Har man lyst til G-funk er der nok en anden plade, man skal finde frem. Hvad bliver det næste? Et thrash-udspil?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA