Sting & Shaggy: 44/876

Sting & Shaggy
44/876

Varm "bromance" mellem Shaggy og Sting

GAFFA

Download / A&M Records
Udgivelse D. 20.04.2018
Anmeldt af
Henrik Bæk

Selvom det umiddelbart kan synes som en dårlig joke at forene Shaggy og Sting, har disse to verdensstjerner mere til fælles, end de fleste måske tror. Begge er Grammy-vindere, begge har været med til at forme deres respektive musikgenrer gennem årtier, begge er de kendt for vellykkede cross-over-projekter – og sidst, men ikke mindst, så har de begge en kæmpe kærlighed til Jamaica og reggaemusikken.

Fascinationen af reggaebeatet resulterede i, at Sting valgte at spille bas, efter han som ung altid skruede basknappen i bund, når hans forældre lyttede til reggae i radioen. Kærligheden manifesterede sig yderligere tilbage i Police-fortiden, hvor numre som "Message In a Bottle", "Walking on the Moon" og "Roxanne" alle har klare reggae-referencer.

Albummets titel 44/876 refererer til de to kunstneres respektive telefon-landekoder, hvilket samtidig også er titlen på åbningsnummeret, der til en hård minimalistisk dancehall-rytme fortæller historien om de to sangeres samarbejde. Nummeret er samtidig også er en hyldest til Jamaica og reggaemusikken, hvor Sting synger: "Marley's ghost haunts me to this day, there's a spiritual truth in the words of his songs." Det var for øvrigt også på reggaeøen, at Sting i sin tid skrev hittet "Every Breath You Take".

Shaggys dybe, rå dancehall-stemme passer perfekt til Stings lyse honningsmurte tenor, og kemien slår for alvor gnister på albummets reggaenumre, heriblandt det tilbagelænede og positive "Morning Is Coming", der tilsat en skvulpende reggaerytme og en groovy blæsersektion bringer solen frem på en mørk gråvejrsdag. Lige så meget sol er der på førstesinglen fra albummet, "Don’t Make Me Wait", der handler om ikke at lade kærligheden vente. Med sin drivende akustiske guitar og sublime popreggae-basgang har nummeret klart hitpotentiale, hvilket blev bevist, da nummeret røg direkte ind på en suveræn førsteplads på Billboards digitale reggaesingles chart. Den medfølgende musikvideo er filmet i Jamaica og har til dato opnået mere end ni millioner visninger på YouTube. I deluxe-udgaven af albummet findes nummeret tillige i et uptempo dancehall-remix, der giver originalen kamp til stregen.

Nummeret "Dreaming in the USA" handler om den potentielle fare, der ligger i, at USA måske ikke længere – politisk set – er i stand til at opfylde sin befolknings drømme. En drøm, de to begge har forfulgt som immigranter i New York. Rytmisk set er det måske det nummer på albummet, der med sine fire-takts guitarriffs minder mest om lyden af Police og Sting.

Albummet er hovedsageligt produceret af Shaun Pizzonia, der med base i Brooklyn blandt andet er manden bag Shaggys kæmpehit "It Wasn't Me" og kendt for sit mangeårige samarbejde med den populære jamaicaner. Sjovt nok hedder Shauns selskab Sting International, selvom det er første gang, han samarbejder med kunstneren af samme navn. Stings producer og manager Martin Kierszenbaum har været med til at producere en række af deluxe-udgavens i alt 16 numre, ligesom Teflon, Robbie Shakespeare, Morgan Heritage og Aidonia spiller med på en række af numrene. 

44/876 er et frisk pust i en musikbranche, der oftest spiller mest på det sikre, så nyd denne varme "bromance" mellem den jamaicanske dancehall-konge og den intellektuelle engelske gentleman – som smagen af en stærkt krydret jamaicansk jerk kylling og en iskold engelsk pint of beer på en varm sommerdag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA