ANMELDELSE: For store til egne sko

Barselona, Spot Festival, Musikhuset, Store Sal

ANMELDELSE: For store til egne sko

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Forskellighed er ofte et kodeord til en god musikoplevelse. Variation hos publikum, musikalsk tema og tempo plejer at være kimen til en mindeværdig seance. Barselona udfordrer den kategori. Til dels. En meget ensidig og genkendelig lyd præger duoens renomme, og udfordringen kunne således komme til at ligge i de kommende live-acts, der allerede er givet på forhånd. For Rud Aslak og Rasmus Thodor har allerede slået hul til hovedfeltet, og deres eget udbrud bærer præg af en eksplosiv hastighed mod skyerne. Men som GAFFAs anmelder bemærkede ved deres seneste ep, ”Sommerkys”, fornemmer man en charterferie, en let tilgængelig kode, som får de fleste pigehjerter til at slå. Spørgsmålet er så, hvad drengene byder det aarhusianske publikum med materiale, der kan være en anelse svært at skelne fra hinanden?

Første skud finder sted i Musikhusets store sal. Som udgangspunkt ligner det et mismatch. Hvad skal en fremstormende pop-duo på en varm forårsdag med højbelagt sol i en sal, der risikerer at virke halvtom. Men bange anelser bliver prompte gjort til skamme. Thodor slentrer sig ind på scenen akkompagneret af guitar, bas og trommer med en lille melodisk hilsen, før rabalderet træder ind. I skikkelse af Aslaks spinkle krop, som er halvt væske, halvt langgarn, bryder musikken ud med ”Pige og Dreng”. Der trykkes på de helt rigtige knapper, og lige pludselig lyder det ikke så corny, når "avisen" rimer på "fissen", fordi den leveres så bombastisk i salen med uretfærdig god lyd.

Og publikum er mildt sagt ellevilde. De forreste rækker er præget af vrikkende hofter fra start til slut, alt imens Aslak i et kitschet suit og helt moderigtigt tilpassede grimme sneaks sender lange blikke mod sommerkjolerne. ”Et år” bringer næsten hærskaren ned, men hives straks op igen med ”Hvornår”, der dog med manglen på Thøger Dixgaard fremstår lidt tyndbenet og er egentlig det eneste reelle mislykkede skudforsøg. For Rasmus’ keys og akustiske guitar styrer manegen med rolig hånd, og hans elektroniske modstykke får lige akkurat lov til at komme til, så det føles forfriskende.

”Alene Hjem” og ”Sidste sang” glider let og elegant ind og ud ad hinanden, og ”Solen står op i morgen” bliver en kontrolleret stilstand, der ikke går i hjertet, men passer ind i helheden. Klimaks nås (forstået møghamrende erotisk) med hvinende piger til anslaget af ”Barcelona”, som helt naturligt er en publikumsfavorit. Jeg ville gerne påstå, at jeg sad og manglede variation i udtrykket eller nogle flere eksperimenter, men det gør jeg bare ikke, fordi de lukrative forhold åbner op for en bjergtagende sommer, som venter om hjørnet, og i det element skinner solen klart på københavnerne.

Tilbage til forskellighed: Drengene formåede i set-uppet at være tilpas elektriske og spandt guld på en tætpakket Store Sal, som var fuldstændig udleveret til bare at give sig hen. Man sidder stadig med tvivlen på om, hvor længe den gode sæson bliver hængende ved drengenes skød. For i al den københavnersmarte hipster-sexappeal sporer man en hypet tendens, en bølge der let og hurtigt kan forgå på manglende fornyelse. Men, men, når disco-poppen vender sig til en nærmest stadion-rock på ”Tættere på” med en vildtløbende Aslak i forgrunden, bliver det igen svært ikke at tage bølgehatten af. Scarlet Pleasure? TV2? Uanset hvad støbningen bliver, er det naturligt vanskeligt at putte dem i bås. Og det er givetvis nemmere at levere en fest i et tidsrum på 35 minutter. Men for pokker, hvor det lykkedes. Barselona har vundet foråret tilbage.         


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA