x
Bisse: Bizzin

Bisse
Bizzin

ANMELDELSE: Blandt Bisses bedste

GAFFA

LP / Showbisse Inc.
Udgivelse D. 10.04.2018
Anmeldt af
Espen Strunk

Man må lade den aparte popkomet Bisse, at han har formået at holde den kunstneriske gryde i kog siden debuten. Med høj udgivelsesfrekvens – Bizzin er hans ottende på tre år – og spektakulært grænsesøgende liveoptrædener har 30-årige Thorbjørn Radisch Bredkjær ikke alene etableret sig en niche på den postmoderne danske popscene, men også udfordret selve rammerne.

Sammenligningerne med C.V. Jørgensen giver mindre mening end nogensinde denne gang, hvor et firserpoppet univers danner ramme om Bisses særegne sangverden. Blandingsforholdet mellem genialitet og gimmick i hele foretagendet er åbent for diskussion; personligt køber jeg stadig pakken og vil oven i købet betragte Bizzin som en af mandens mest vellykkede til dato.

Hvor egentlig mindeværdige sange af og til har føltes som en mangelvare i et bagkatalog med et minimum af vers/omkvæd-strukturer, får vi denne gang lejlighedsvist netop dette. "Samsung Galaxy SII Blues" rager således op på et album, hvor også førstesinglen "Fontex" står stærkt. ”Jeg begyndte tage lidt mod at føle for meget / åh-åh / ikke engang bitterhed føler jeg nu / åh-åh / ikke engang skammen / åh-åh / ikke engang regnen føler jeg nu / åh-åh / ikke engang angsten.”

Jo, der er – stadig – grund til at spidse ører, når der kommer nyt fra den usædvanlige og sært poetiske Bisse-figur. Som Nick Caves trommeslager engang sagde til mig: ”Der er for meget mistro over for intelligens eller at være velformuleret eller at have ambitioner om at lave noget, som er lidt hinsides den fordummede version af, hvad der er generelt accepteret.” Bisse kan kaldes en befriende undtagelse fra den regel.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA