ANMELDELSE: Gennemført synthduo lukkede Spot med en firserfest

Tan, Spot Festival, Atlas, Aarhus

ANMELDELSE: Gennemført synthduo lukkede Spot med en firserfest

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Klokken er 00.15 natten efter lørdag, og Spot Festival er så småt ved at klinge ud på de forskellige scener. Atlas skal til at præsentere sin sidste Spot-koncert for i år, duoen Tan, og salen er fyldt og klar til en sidste fest. De to musikere Mathias Riis og Andreas Bengtsen er også kendt fra rockrelaterede bands som henholdsvis hedengangne The Woken Trees og ligeledes Spot-aktuelle De Underjordiske, men spiller i Tan efter eget udsagn eurowave. En mig, må jeg tilstå, ukendt genre, som det også er svært at finde info om på det store internet, men som jeg antager er en blanding af euro disco og synthwave – mere om denne særlige genreblanding senere. 

Tans to musikere gør en dyd ud af at fremstå anonyme. På billeder optræder de ofte med både ansigter og krop dækket af tætsiddende sorte dragter, og på Atlas fremstår de også i næsten komplet mørke på scenen, dog uden tildækkede ansigter. Til gengæld er der rækker af blinkende diskolys på både de to musikeres respektive keyboards og på to stænger og en kasse på et podium bagerst på scenen. Det ser fantastisk ud, som om vi er på en mørk natklub, og er en pris for bedste scenedesign værdigt.

Kort inde i koncerten kommer en dansende drag queen på scenen og bliver der under det meste af showet. I sig selv et godt påfund, men hun er så sparsomt oplyst, at kun hun fremstår som en svag silhuet. Formodentlig er det bevidst, for at bevare illusionen om en natklub og måske også for at pirre folks nysgerrighed, men jeg ville dog godt have foretrukket bare en anelse mere lys på hende, om ikke andet bare i glimt. Hendes bevægelser er forholdsvis langsomme, og uden at være decideret graciøse fungerer de godt i samklang med musikken, i det omgang man altså kan se dem.

Musikken er også gennemført. Den er instrumental og bliver primært fremført på to keyboards med tilhørende backtracks af programmerede trommer og pumpende synthbas, men der bliver også spillet melodilinjer og akkorder på tangenterne live på scenen, ofte med en umiskendelig 80'er-klang. I flere numre får vi også en god gammeldags elektrisk guitar, for eksempel på singlen "It Will Never Be the Same", duoens til dato mest streamede sang. Det hele er ganske melodisk og holdt i et pænt højt tempo, der får sat godt gang i dansen på gulvet.

Nu er vi tilbage ved genrebetegnelsen eurowave, en blanding af euro disco og synthwave. Euro disco er en type disco, som blev fremstillet af europæiske musikere i 70’erne, blandt andet omkring Eurovision Song Contest, hvis finale sjovt nok afgøres i de selv samme minutter, som Tan går på scenen. Også et navn som Donna Summer (der var amerikaner, men boede i Tyskland i en periode i 70’erne) og hendes producer, italienske Giorgio Moroder var pionerer inden for genren, og den pumpende synthbas fra hendes store hit 1977-hit "I Feel Love" giver genlyd i flere af Tans sange. Og synthwave – det er en bølge af fortrinsvis instrumental elektronisk musik inspireret af musik fra 80'ernes videospil og soundtracks, en bølge som dukkede op i 00'erne, og som i de senere år især er kendt fra soundtracket til Nicolas Winding Refns film Drive, ikke mindst Kavinskys hit "Nightcall". Det kan alt sammen høres i Tans musik, hvor stemningen under koncerten bliver så intens og varm, at Mathias Riis smider blusen og optræder i bar overkrop.

At der bliver spillet både toner og akkorder fra tangenter og guitarstrenge, glæder i øvrigt en gammel rockist som undertegnede anmelder, der altid har haft det lidt svært med en anden elektronisk genre, EDM. Ikke mindst i koncertsammenhæng, hvor man til tider kan blive i tvivl om, hvor meget af musikken der bliver afviklet live, hvis de respektive dj’s samtidig har god tid til at aktivere røgmaskiner, få publikum til at klappe og generelt stå med hænderne over hovedet langt fra mikserpulten. Der er selvfølgelig også dem, der mener, at det kan være lige meget, bare showet er fedt, men det er en helt anden diskussion, som slet ikke er relevant i tilfældet Tan.

Efter koncerten taler jeg med en god ven, som er ekstatisk begejstret over koncerten, og da han er professionel musiker, tillægger jeg hans vurdering stor vægt. Jeg nøjes dog med at være moderat positiv, men det skyldes nok, at jeg ikke er helt så stor fan som han af 80'er-klingende, instrumental synthpop og i øvrigt ikke spillede mange ret videospil i det pastelfarvede årti, selvom jeg er gammel nok til at kunne have gjort det. Der er dog ingen tvivl om, at Tan gør det, de gør, med stor musikalsk indsigt, sans for æstetik og en generel professionalisme, som kan bringe dem langt. De får skabt en fest på Atlas, som de formodentlig også vil gøre, når de lukker Roskilde Festivals Rising-scene om små to måneder. Tak for i år, Spot, det var en fornøjelse – vi ses næste år!

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA