x
Ikke engang lip syncing-teknikken virkede under Rita Ora-koncert

Rita Ora, Store Vega, København

Ikke engang lip syncing-teknikken virkede under Rita Ora-koncert

Anmeldt af Jan Eriksen | GAFFA

Arkivfoto

Mens hele Danmarks dronning Daisy kunne glæde sig over sønnens runde fødselsdag på tv, optrådte den slumrende popsensation Rita Ora i Vega med et Crazy Daisy-show.

Det var en travl Rita Ora, der søndag aften performede et show i Store Vega. Ordet "show" er valgt med omhu. Som jeg vil vende tilbage til, ville udtrykket "koncert" være lige så velanbragt, som Manhattan ville være på Læsø.

Tidligere søndag – klokken 13 dansk tid – optrådte Rita Ora ved en BBC-festival i Swansea.

Godt for den 27-årige Ora, at hun har travlt igen. For siden gennembruddet i 2012 med “R.I.P” og “How We Do (Party)” er en ellers lovende karriere i pop/r&b-land stået stille.

Ora blev udråbt til det helt store nye britiske popnavn. Som en væsentlig del af fortællingen om det, som nogle kaldte den nye Kylie Minouge, blev hendes første singler og albummet Ora udgivet på mentor Jay-Z’s selskab Roc Nation.

Flere branchekilder mente at vide, at hun var intet mindre end "Becky with the good hair" i Beyoncés utroskabssang "Sorry" fra albummet Lemonade. I så fald kan man efter at have set Rita optræde i minimal bodystocking-ish sag i Vega konstatere, at hr. Carter tilsyneladende foretrækker én bestemt type kvinder.

Misligholdt kontrakt

Om der er en sammenhæng ved kun de få involverede, men i 2015 anlagde Rita så en sag mod Jay-Zs selskab, som hun mente misligholdt hendes kontrakt ved bl.a at sylte hende. På fem år nåede The Beatles trods alt at udgive ni album. 

Rita Ora har nået at medvirke på diverse singler, bl.a. Iggy Azaleas "Black Widow". Sagen mod Roc Nation blev afsluttet sidste år, og nu er den albansk fødte sangerinde aktuel igen. Der er et nyt album på vej, og hun har tangeret en oldgammel britisk hitlisterekord med "Fifty Shades Freed"-sangen "For You". 

Hun er ude med singlerne "Soul Survivor" (der handler om retssagen) og "Girls", som hun har indspillet sammen med Charli XCX, Cardi B og Beebe Rexha.

Som om der ikke var nok kontrovers i den unge sangers liv har hun selv, Charli XCX og Cardi B set sig nødsaget til at undskylde for sangen. Diverse toneangivende LBGTQ+ aktivister kritiserer sangen for nærmere at understøtte et forældet smålummert hetero-mandigt billede af biseksualitet end at støtte aktivisternes sag. 

Selvom lige præcis dét egentlig var meningen for den åbent biseksuelle Rita.

Ora lægger dog ikke større afstand til "Girls", end at hun sang den live her i aften. Eller måske sang hun den.

Åbenlys lip syncing

I det første nummer "Your Song" stoppede hun med at synge, samtidig med at hun overraskende kunne høres synge videre gennem højttalerne. Det gentog sig mindst to gange.  

I en eller udstrækning var der altså tale om (åbenlyst) lip syncing. Ligesom der meget åbenlyst var tale om singback. Eller hvis der var et band, stod det lidt upraktisk ikke placeret på scenen, hvor Rita Ora huserede alene med et ganske effektivt videoshow og fire dansere.

Når jeg skriver "hvis der var et band", skyldes det, at Ritas backtrack var indspillet med ret svulstig livelyd. Lidt ligesom dinnershowet Wallman’s i øvrigt.

Det er langt fra første gang, den slags forekommer på et sted, der giver sig ud for en koncertscene. Mange rappere har kørt den stil i årevis.

Det er ligesom en del af hiphoppens existence. Også popnavne som Pet Shop Boys har gjort det til deres stil.

Men ikke engang på en mimekoncert/'livevideos egne præmisser var der noget særlig at komme efter.

Travl aften

Jo. “Your Song” lyder ikke mindre medrivende udsat for det forvoksede stereoanlæg i Vega. “Poison” har et superbt poppet C-stykke. Den symfo-synth-poppede Avicii-style "I Will Never Let You Down" kunne måske vinde et Melodi Grand Prix. (Ora stillede op til det britiske MGP i 2009, men fortrød).  

Det var spøjst (er nok det rette ord) at opleve Ora få de mange tweens i salen til at synge "bullshit" i “How We Do (Party)”.

I det hele taget ville en anti-"explicit content" "beeep"-maskine have haft en travl aften mellem numrene.

Hittet ”Soul Survivor” er faktisk et udmærket popnummer med feeling, der vokser sig større og større, også i Rita Oras præindspillede sang. Sikkert fordi det modsat det meste andet denne aften er skrevet på et sandt drama. Når dagen slutter, er der ikke meget, der stikker virkelige følelser.

Uanset hvad “Girls” gør, eller ikke gør, for diverse seksuelle grupper, er det effektivt moderne tyggegummi-popnummer.

I øvrigt inviterede Ora nogle piger med på scenen under nummeret.

Med fare for at lyde som en curlingfar (jeg vidste ikke, at jeg havde sådan én i mig før i aften), var det dårlig stil at smide dem ned igen med det samme efter nummeret, i stedet for at lade dem tage deres selfies, nu de var hevet op på scenen. 

Specielt fordi flere tydeligvis havde samme albanske rødder som sangerinden. Rita Ora er nationalhelt i det forarmede Balkanland.

Måske på grund af sagen med Roc Nation gav hun kun to numre fra albummet Ora. Ud over sine singlesuccesser afspillede hun i stedet diverse singler, hvor hun gæsteoptræder. Bl.a. Iggy Azaelas kæmpehit "Black Widow". Og nævnte, salig Aviciis "Lonely Together".

At næsten halvdelen af numrene på sætlisten er cooperation-numre, forstærkede kun fornemmelsen af at være med en showcase på stop mellem to diskoteker.

Måske er kendsgerningen, at denne live-form er YouTube-generationens koncert. I så fald benægter jeg fakta. Det har ingen kunstnerisk berettigelse overhovedet.  

Jeg vil bestemt ikke afvise, at en meget stor del af de helt unge piger, der havde taget deres forældre med til show i Vega, er taget hjem med en stor oplevelse. Vi er alle begyndt et sted. Og fred med det så.

Men jeg hælder til, at den, der fik mest ud af det, var hende, hvis mor inden showstart gav sig god tid til at forklare sin datter om ham den underlige Anker Jørgensen, der har navngivet en sal i Vega.

 

Sætliste:

Your Song

Poison

I Will Never Let You Down

How We Do (Party)

Body on Me

Summer Love

Soul Survivor

R.I.P.

Girls

Doing It

Coming Home

Lonely Together

Black Widow

Hot Right Now

Ekstra:

For You

Anywhere


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA