x
Mere modeshow end hitparade

Gilli / Kesi, NorthSide, Green Stage

Mere modeshow end hitparade

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

De danske hitlister har igennem de sidste par år været en lang succeshistorie fra B.O.C-kollektivet. Med Sivas som bærende kaptajn siden ”d.a.u.d.a.”-udgivelsen i 2013 har en broget flok af ghetto-drenge spredt sig med musikalske udtryk, der med deres helt eget særpræg er pejlemærker for den danske popmusik. Nu vil nogen givetvis protestere. Hvorfor snakker vi om popmusik i regi af Kesi og Gilli? Drengene, som har taget landet med storm, har med udgivelser som ”Ækte vare” og ”Bomber over Centrum” ganske vist givet deres besyv på, hvordan dansk hiphop skal skæres i det 21. århundrede. Men der er til tider mangen en mil imellem en musikers start og slutprodukt, og at kalde bølgen af singler fra de to hitmageres hånd, der har gennemstrømmet landets højttalere i to år, for hiphop er omtrent så korrekt som at kalde Kanye West for gangsta-rap. Det er gennemført eksotiske pop-vibes, og det er også, hvad vi blive præsenteret for denne torsdag aften på NorthSides premieredag.

Kesi virker frisk og veloplagt og åbner et ballet ved den massive dj-pult med ”God dag”. En blød mellemvare, der lander godt i det forventningsfulde publikum, der er mødt talstærkt op. For hvor skal der smækkes nogle hits på bordet, og det er bemærkelsesværdigt i sig selv, hvor meget af drengenes materiale, der egentlig florerer på diverse top 10-lister for tiden. De er overalt, og nu skal hele kogeriet samles. Gilli slentrer ind med en vanddunk, solbriller og tætsiddende barca-jakke til tonerne af ”Adios”, som med en higen efter en banger-karakter faktisk bliver det mest markante stilskift, der foregår under hele koncerten. Resten kan i høj grad samles som ét track, men vi skal nu lige igennem dem.

Åbningen bliver afløst af ”Consigliere” og ”Tranquillo”, som akkompagneres af dagens hype-mand i skysovs, Benny Jamz, der vader rundt på scenen med en rygsæk (WTF?!?) og det meste af tiden rammer sine indhop skævt, mens de andre tyller lidt rundt i det. ”Mon p’tit loup” og ”Ligesom mig” bliver de umiddelbare opfølgere, og jeg ved godt, at der er nogle derude, som mener, at det at slå op i en ordbog og hive fat i nogle spanske, franske, arabiske gloser lige pludselig bliver udtryk for en kunstnerisk vision. Men hvad gør det, når musikken forbliver flad og triviel, og det egentlig bliver så vanskeligt at skelne imellem produktionerne på de enkelte tracks. Spørger jeg bare.

Men pyt nu med det. Kan de så holde en fest? Det tør siges, da de tunge skud bliver bragt ud af det mørke scenetæppe lidt efter. ”Mamacita” og ”Helwa” sparker døren ind og giver virkelig den fremmødte skare love til at skråle, hoppe og danse med. Koncertens højdepunkt bliver uden tvivl solo-Kesis ”Søvnløs”, der smækker på bassen og pifter lidt op i den ellers monotone trackliste. Men den skiller sig også ud, fordi Kesi rent faktisk virker som om, han anstrenger sig for, at vi skal have en god oplevelse, og hans rim spyttes elegant og sammenhængende med playbacken. Gilli vandrer ind og ud, op og ned og giver et ikke særligt overbevisende indtryk om noget som helst rigtigt. Han liver en kende op, da vi får hans egne hitbaskere ”C’est la vie” og ”Tidligt op” (og sjovt nok behøver han ikke fremmedsproglige gloser på sit bedste track), hvor smerten der udtrykkes i teksterne er at ane i hans stemme og hans maskerede blik. Måske er det hele bare lidt tomt eller hvad?

Anderledes ryk i hofterne får vi fra hans kompagnon med ”Følelsen” og ”Kom over”, der ligger sig fint op ad tidens lyd, men publikums peak er nået allerede der, og derfor bliver den etablerede fest udvandet af de lidt mindre kendte sange. Pudsigt nok, for de lyder helt ens! ”Langsom” og ”Habibi Aiwa” giver plads til Gilli igen, og lige pludselig spotter man Noah Carter oppe fra dj-pulten i gang med at snappe publikum. Prisværdigt er det unægtelig, at flokken på den måde følges ad i tykt og tyndt, men når de nu også gør det, så savner man, at deres ind- og udfletning i hinandens musikalske virke liige giver en lille feature på scenen. Men ingen bliver hentet ind, og bevares, drengene har hits nok i sig selv, men gutterne er ikke lykkedes med at få stablet noget, der ligner et klimaks på benene til sidst. Og det er ærgerligt, for vi mangler det sgu. ”Op” og ”Rica” får lov at slutte ballet af, og det er dejligt at se alle tre rappere få spilletid til sidst, men det redder ikke det indtryk, man sidder tilbage med. Når det er en hitparade, så skal vi blæses omkuld. Men vi kom op og hurtigt ned igen.

Og tag dog den rygsæk af, mand! 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA