x
En tur i øveren kan engang imellem være glimrende

Francobollo, NorthSide, Red Stage

En tur i øveren kan engang imellem være glimrende

Anmeldt af Elias Kvist | GAFFA

Ja, altså, det der med eftermiddagskoncerterne på festivaler er lidt en svær størrelse. Man forsøger med alle former for gode intentioner at drive folk sammen om noget, som på den ene vis ikke udfordrer øregangene for meget givet gårsdagens ømme ben og tunge (tømmermændsramte) hoveder, og samtidig søger man at gøre plads til en skævhed, der måske har sværere ved at tiltrække folk senere hen på dagen. Kasser er generelt irriterende, men jeg synes, den passer her. Og så alligevel ikke. For Francobollo er bare ikke helt et band, der kan finde sig i denne. Med udspring i Lund har den svenske kvartet flyttet hovedkvarteret til London, hvor de praktiserer en løssluppen og helt igennem fandenivoldsk indie-rock, der ikke tager hensyn til nogle formaliteter.

Dette udtryk bærer koncerten også præg af. Få er ankommet til Red Stage kl. 14:15, og mens konferenciererne febrilsk forsøger at argumentere for, hvorfor de nu liiiige passer godt i eftermiddagens segment, slentrer drengene rundt på scenen og gør sig stille og roligt klar til spilopper. Trommeslager Sean Bean slår takten an, og vi får serveret den velklingende ”Worried Times” som første skud på stammen. Drengene skal dog lige bruge introen til at få sparket krudtet i gang, før energien for alvor får lov at slippe løs. Andet skud i bøssen, ”Waiting” bliver faktisk koncertens højdepunkt med en stramt komponeret mani, der slippes løs igennem Petter Grevelius snilde sologuitar som bærende element. Forsanger Simon Nilssons vokal står ligeledes stærkt igennem hele seancen, men får først lov til at gå ordentligt amok på ”Good Times” efterfølgende. Bandet slap sidste år deres albumdebut ”Long Live Life”, og bandet er i sig selv et nyt og sprudlende bekendtskab på rockscenen.

Dette mærkes dog også, når det prøver at smalltalke publikum igennem team easy-on referencer og pudsige kommentarer om deres kropsved. Det skal til, men heldigvis mærkes uhøjtideligheden også i det indbyrdes venskab, der strutter af legesyge og galskab på samme tid. Drønende rundt mellem mikrofonerne skråler Nilsson, bassist Sam Bailey og Grevelius rundt på ”Hoo Ha” og ”Finally”, som ikke gør mødet med det danske bekendtskab mindre bizart og mindre velkomment. Et jubelgrin får vi også fra det sparsomme publikum, da Bean og Nilsson knap så subtilt og elegant skifter stol, men så til gengæld hamrer igennem på ”Radio”. Gennemøvet er det sikkert, men også sjovt.

”Tree” går lige så hurtigt som den kom uden at sætte sig i noget mellemgulv (bortset fra Nilssons skrål), men de afsluttende ”Kinky Lola” og ”Future Lover” eksemplificerer rigtig godt bandets charme. Når man er blevet bekendt med deres rabiate udtryk, sætter man i endnu større grad pris på de melodiøse indspark, når de er allertydeligst, og det er de netop i leveringen af disse numre. Det fryder på en skyet eftermiddag, og selvom fjolleri godt kan komme lidt til kort, når publikummet ikke i ren ekstase tiljubler ethvert fingerknebs, man laver, klæder det alligevel gutterne med deres blanding af 60’er-inspiration og stil kombineret med en gennemført nonchalant attitude anno 2018. En tur i svenskernes øver var ikke en kedelig oplevelse, men heller ikke en uforglemmelig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA