Socialrealisme i sommernatten

Sleaford Mods, NorthSide, Red Stage

Socialrealisme i sommernatten

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

NorthSide lakker mod enden. Sidste band på Red Stage er engelske Sleaford Mods. Duoen fra Nottingham har markeret sig stærkt med en række album, hvor Jason Williamson talesynger ordrige socialrealistiske tekster til en backing af simple bas- og trommeprogrammeringer og lidt guitar og keyboard, siden 2012 leveret af Andrew Fearn. Det er utroligt enkelt, men det virker, især fordi teksterne er så velskrevne og vreden så autentisk, og den musikalske backing i øvrigt er ganske funky.

Sådan er duoen også live. Lineuppen er ganske skrabet, for der er ikke andre end de to medlemmer på scenen, og lad os bare sige, at den ene arbejder lidt hårdere for hyren end den anden. Jason Williamson rabler sine lange tekster af i front med en intensitet, så mængden af hans spyt formodentlig vil kunne eliminere enhver form for brandfare på den knastørre festivalplads, bortset fra at ordene i sig selv er højeksplosive. Andrew Fearn har derimod fået den lette tjans. Hans opgave er ganske enkelt at trykke på en knap på computeren, hver gang et nyt nummer skal sættes i gang, og ellers intet, så han har god tid til at ryge smøger og drikke dåseøl.

Gruppen lægger ud med ”I Feel So Wrong”, hvor Williamson er mere syngende end på de fleste andre numre, og sjovt nok minder hans stemme lidt om den anderledes afdæmpede danske sanger og sangskriver Jacob Bellens lige netop på denne sang. Hurtigt bliver tempoet dog sat op, og så skal man virkelig spidse ører, hvis man gerne vil rammes af den samlede verbale maskingeværsalve. Som om det ikke var nok, foretager Willamson masser af knæløft og danser lettere akavet rundt på scenen, så det er lidt underligt, at han ikke sveder mere, end han egentlig gør.

Hvad handler teksterne så om? Der er eksempelvis ”B.H.S.”, der refererer til den engelske møbelkæde af samme navn, der gik konkurs og sendte tusinder ud i arbejdsløshed, men hvor ejeren alligevel kunne leve et luksusliv. Der er ”Jobseeker” om at være arbejdsløs og hundset rundt med i systemet og ”Tweet Tweet Tweet” om nationalisme i hjemlandet. Det er skarpt skrevet og præcist leveret, i arven fra navne som Johnny Rotten fra The Sex Pistols over Mark E. Smith fra The Fall til Mike Skinner fra The Streets. En stor del af publikum synes at være enige, og der bliver både danset. sunget med og råbt.

Det er skønt, at der stadig er musikere, der både vil og kan være politiske. Musikalsk bliver udtrykket dog i al sin hårdtpumpede minimalisme en smule ensformigt i længden, om end den mere afdæmpede ”Time Sands” er et behageligt afbræk. En time er dermed passende med duoen, som alt i alt leverer en bundsolid afslutning på en varm og vellykket NorthSide – vi ses næste år!


Sætliste:

I Feel So Wrong

Army Nights

Moptop

Just Like We Do

Dull

Giddy on the Ciggies

TCR

Time Sands

Routine Dean

Jolly Fucker

You're Brave

Drayton Manored

B.H.S.

Jobseeker

Tied Up in Nottz

Tweet Tweet Tweet


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA